Porsche præsenterer ny GTE racer

Porsche har præsenteret deres ny 911 RSR racer, som skal bruges i FIA World Endurance Championship, European Le Mans Series samt IMSA WeatherTech SportsCar Championship i de kommende 3 sæsoner.

Dermed har Porsche også bekræftet, at de som minimum kører med i FIA WEC indtil slutningen af 2021/22 sæsonen.

Selvom bilen får den samme modelbetegnelse som forgængeren, er 95% af bilen helt ny. Forlygter, bremsesystemet, koblingen, kørernes sæde samt enkelte komponenter i hjulophænget er de eneste gengangere.

Porsche 911 RSR (2019 model)
Photo: Porsche Motorsport

Der er blevet udviklet en ny motor til raceren, men modsat alle rygterne henover foråret – og ikke mindst alskens spionvideoer – så holder de fast i en seks-cylindret boxer motor UDEN turbo. Til forskel er motorstørrelsen kommet op på 4194 ccm, og bliver dermed den mest kraftfulde RSR motor i historien. Men som altid får holdet ikke lov til at bruge alle hestekræfter, da der skal monteres luftbegrænser i indsugningen, for at gøre de forskellige bilmærker så ens som muligt.

Der sker dog en ændring omkring udstødningssystemet, som nu kommer til at gå ud foran baghjulene, og ikke bagud, som man ellers kender fra Porsche biler. Dermed sparer man både vægt og ikke mindst plads i bilens bagende, hvor motoren allerede på 2017 modellen blev flyttet frem foran gearkassen. Det kommer til at give en lidt anden lyd på motoren, men bare det at de holder fast i en sugemotor, er meget positivt med hensyn til lyden fra bilen. En anden positiv ting ved at flytte udstødningen, er at man får mere plads til at udvikle den allerede komplicerede diffusor på bilens bagende, og derved få endnu mere “gratis” downforce på bagenden, uden at man skruer mere bagvinge på.

Porsche 911 RSR (2019 model)
Photo: Porsche Motorsport

Porsche er de forsvarende Verdensmestre i FIA WEC både som konstruktør, men også med Michael Christensen og Kevin Estre blandt kørerne. Der er genvalg til alle 4 kørere igen, så Christensen og Estre fortsætter i #92, mens Richard Lietz og Gianmaria Bruni fortsætter i #91.

De to biler får to forskellige designs. Bilerne får grundfarverne hvid, rød og grå igen, men kun den røde stribe komme til at sidde samme sted på begge biler. #91 bliver primær hvid på front og tag, og grå på siderne – på #92 bliver de grå og hvide farver byttet.

Bilen er for første gang blevet vist for offentligheden i dag ved Goodwood festivalen i England, og skal for første gang køre med direkte konkurrenter på banen om godt 2 uger, når FIA World Endurance Championship afholder Prolog på Circuit de Catalunya i Spanien. IMSA debutten kommer til 24 timers løbet på Daytona i januar 2020.

Relaterede nyheder