Overraskende søndags dominans på Norisring

Endnu en spændende løbsdag var i vente, da DTM serien for anden dag i træk skulle køre på den klassiske Norisring bane.

Audi havde overtaget i kvalifikationen, hvor gårsdagens vinder Rene Rast holdt på Pole Position foran Nico Müller og Loic Duval. Philipp Eng, Bruno Spengler og Sheldon van der Linde var de næste, inden Jamie Green skulle starte løbet fra P7. Faktisk var Green næsthurtigst i kvalen, men en straf på 5 pladser for at have ignoreret et rødt flag undervejs i kvalifikationen. Mike Rockenfeller og Jake Dennis fik samme straf, og skulle dermed starte P11 og P18.

Timo Glock var årsagen til det røde flag, da kardanakslen knækkede på hans bil. Han nåede heller ikke at komme ud på startgridden, men fik lov til at starte fra pitlane.

Det gik 3 mand bred ned i Sving 1, hvor Rast, Duval og Müller kæmpede side om side, og fuldstændig fik udbremset hinanden. Det gjorde at Bruno Spengler kunne gå i føring af løbet.

I Sving 2 vippede Müller holdkammerat Rast rundt – med garanti noget at dommerne ville kigge på. Og ganske rigtigt – Drive-Through straf til Müller.

Loic Duval, Joel Eriksson, Jake Dennis, Pietro Fittipaldi og Rene Rast pittede allerede efter første omgang af løbet, i håb om at en Safety Car periode ville sende dem frem i feltet.

Paul Di Resta
Photo: JJ Media

Paul Di Resta fik lavet en bremsefejl i Sving 4, hvilket gjorde at både Ferdinand Habsburg og Daniel Juncadella kunne køre forbi.

Spengler førte løbet foran holdkammerat Philipp Eng, mens Audi kører Robin Frijns var 3’er.

Der var dog stadig den store ubekendte omkring bilerne som allerede havde pittet, hvor Duval var førende foran Eriksson, Green og Glock. Kunne de komme forbi alle de andre biler, når de skulle tage deres pitstop?

Mike Rockenfeller og Marco Wittmann havde en lang kamp omkring 4. pladsen, som Rockenfeller fik fravristet Wittmann med omkring en halv times løb tilbage.

Spengler og Eng pittede med 29 minutter tilbage af løbet, og Spengler kom ud lige foran Jamie Green, som var kommet forbi Loic Duval få meter inden. Eng derimod kom ud som 4. mand i rækken.

Frijns og Wittmann pittede et par minutter senere, og kom ud som 9. og 11. – dog med kørere som stadig manglede at pitte.

Mike Rockenfeller var en af de sidste til at pitte, og kom ind fra føring, og flette ind på 7. pladsen, som han dog mistede til Frijns i Sving 1, da tyskeren fik udbremset sig selv.

Green lå og skyggede Spengler i den reelle duel omkring føringen i løbet, men samtidig måtte kørerne til at forholde sig til regndråber på forruden, mens Duval havde lidt mere afstand til top 2.

Rene Rast begyndte stille og roligt at nærme sig top 10 igen, da han havde sigtekornet stillet ind på 4 BMW kørere foran sig, med 20 minutter tilbage af løbet.

Duval begynde at tabe fart hen, og blev overhalet af både Eng og Frijns, som havde mere friske dæk.

Bruno Spengler
Photo: JJ Media

Paul Di Resta udgik med 18 minutter tilbage, da skotten måtte parkere bilen i garagen.

Rast fik kørt sig i top 10, ved at overhale Eriksson udenom i Sving 1.

Eng forsøgte at holde fast i tredjepladsen med næb og klør, men Frijns forsøgte at overhale både indenom og udenom. De to kæmpede så meget, at Rockenfeller på P5 nærmere sig. Efter at forsøge gennem flere omgange, kom Frijns endelig forbi med 15 minutter tilbage af løbet.

Ved hjælp af lidt DRS på bilen, kom Rocky op på 4. pladsen.

Rast var efterhånden kommet op på 9. pladsen og skar sig gennem feltet som en varm kniv gennem smør.

Sheldon van der Linde måtte parkere BMW raceren i Sving 1, da han havde tekniske problemer med bilen. Heldigvis fik han den kørt væk fra afkørselsområdet, så vi undgik en afbrydelse af løbet.

Müller fik også kørt sig tilbage i pointene og fulgte Rast op gennem feltet.

Robin Frijns
Photo: JJ Media

Wittmann fik passeret holdkammerat Eng i duellen omkring 5. pladsen i løbet. Samtidig kom de to Audi holdkammerater Frijns og Rockenfeller også tæt på hinanden, i kampen om den sidste podieplads. 6 minutter før målflaget smuttede Rocky forbi.

Wittmann måtte dog udgå med 3 minutter tilbage af løbet, med et teknisk problem.

Bruno Spengler kunne dog køre over målstregen med en komfortabel føring ned til Jamie Green på P2, og Mike Rockenfeller på tredjepladsen. Canadieren førte løbet uafbrudt fra Sving 1 til målstregen – kun afbrudt af de kørere, som ikke havde pittet. Demonstrativ opvisning fra Spengler.

Mesterskabsførende Rene Rast fik kørt sig tilbage til 7. pladsen i løbet, og fik derved samlet nogle point til stillingen.

Rene Rast fører stadig mesterskabet, foran Nico Müller, Philipp Eng, Bruno Spengler, Marco Wittmann, Mike Rockenfeller, Loic Duval og Robin Frijns. Eng, Spengler og Wittmann er eneste ikke-Audi’er i top 9.

Audi Sport Team Rosberg fører Teammesterskabet foran Audi Sport Team Abt Sportsline og BMW Team RMG, mens Audi fører Konstruktørmesterskabet foran BMW og Aston Martin.

Det næste DTM løb køres i Assen i Holland om 14 dage.

Relaterede nyheder