SPM bliver til Arrow McLaren Racing SP

Der kommer til at ske store ændringer hos Schmidt Peterson Motorsports i de kommende måneder.

Holdet har indgået et teknisk alliance med McLaren, der vender tilbage til NTT IndyCar Series for første gang siden 1979 som fuldtidshold.

Samarbejdet betyder at holdet fuldstændig kommer til at skifte udseende.

SPM har traditionelt set været et Honda team, men McLaren og Honda har mildest talt et anstrengt forhold til hinanden efter Formel 1 bruddet, så det bliver med Chevrolet motorer i 2020.

Motorskiftet betyder samtidig, at det formentlig er farvel til James Hinchcliffe, som har meget stærke forbindelser til Honda, hvor han er deres ansigt udadtil i både USA og Canada. Hvad det nye samarbejde kommer til at betyde for Marcus Ericsson og Robert Wickens er også uklart.

SPM arbejder i denne sæson sammen med Meyer Shank Racing, hvor Jack Harvey kører. MSR har stærke forbindelser til Honda/Acura med deres sportsvognsprogram i IMSA, så det samarbejde bliver med meget stor sandsynlighed også afbrudt, når sæsonen er omme.

James Hinchcliffe
Photo: JJ Media

McLaren deltog i Indianapolis 500 løbet i 2017, hvor de arbejdede sammen med Andretti Autosport, hvor det var nogenlunde fryd og gammen mellem McLaren og Honda. I 2019 forsøgte det britiske hold at kvalificere sig igen med Fernando Alonso, men denne gang foregik en del af samarbejdet med Carlin, hvor McLaren dog selv stod for en stor del af forberedelserne og driften af bilerne. Det gik helt i fisk for dem, da de mødte op til Indy 500 uforberedte, og lavede stakkevis af fejl. Det blev ikke bedre da Alonso smadrede bilen, og de så måtte i gang med reservebilen, som var endnu mindre forberedt. Og det gjorde altså at de ikke kvalificerede sig til løbet.

Den oplevelse har SPM holdet selv haft i 2018, hvor det var Hinchcliffe, som ikke kvalificerede sig til løbet.

Det bliver fortsat Sam Schmidt og Ric Peterson som kommer til at stå for den daglige drift af holdet, mens Gil de Ferran bliver forbindelsen til McLaren, der skal holde øje med programmet.

Ingen kørere er bekræftet til programmet endnu, så det må fremtiden vise.

Skiftet gør også at der kommer nogle ledige Honda motorer på markedet, som eventuelt kan samles op af andre hold. Honda og Chevrolet forsøger så vidt muligt at have en 50/50 fordeling i klassen.

Vi skal forsøge at følge op på sagen, når der kommer nyt omkrig kørersammensætningen til 2020 sæsonen hos Arrow McLaren Racing SP.

Relaterede nyheder