Varm søndag med Audi dominans

DTM serien fejrede løb nummer 500 siden 1984, i søndagens løb på Lausitzring.

Jamie Green havde taget Pole Position, foran 4 andre Audi kørere – Jonathan Aberdein, Nico Müller, Rene Rast og Robin Frijns. Marco Wittmann var den bedste BMW mand på P5, inden Loic Duval og Pietro Fittipaldi var to Audi kørere mere, inden Timo Glock sneg sig ind foran den sidste Audi mand – Mike Rockenfeller.

Desværre lukkede de 4 R-Motorsport Aston Martin racere feltet, hvilket efterhånden var ved at være lidt af en trend, med mindre at der var overraskelser fra vejrets side. Vejret var for øvrigt strålende solskin, og brændvarm asfalt på 41 grader, mens der var næsten 30 grader i luften.

Philipp Eng blev desværre nød til at starte fra pitten på grund af tekniske problemer.

Jamie Green
Photo: JJ Media

Green kom først ned i Sving 1, mens Aberdein faldt helt tilbage på P4, efter Rast og Frijns. Eng var hurtigt på fremmarch, og var forbi de første 6 kørere, halvvejs rundt på første omgang.

Glock så ud til at have problemer, da han faldt længere og længere tilbage gennem feltet, og var efterhånden helt tilbage på P16, efter at være startet 9’er.

Jake Dennis måtte desværre udgå allerede efter to omgange, med tekniske problemer.

Rast tog føringen af løbet på 4. omgang, hvor han nemt passerede Green ned mod Sving 1. Müller var faldet tilbage som den dårligste Audi-mand på P9, og var faktisk eneste Audi kører bag en BMW racer – alle andre lå 1-7.

Spengler var den første kører til at pitte, allerede på 7. omgang.

Marco Wittmann
Photo: JJ Media

Ferdinand Habsburg og Timo Glock havde lidt kontakt i Sving 1, som den førstnævnte fik en advarsel for.

Rockenfeller, Müller og Eng pittede op 8. omgang, og kom alle ud et godt stykke foran Spengler.

Habsburg var desværre den næste bil til at udgå, hvor østrigeren måtte parkere bilen ude på banen, men heldigvis bag et autoværn, så der ikke skulle afbrydelser til.

Aberdein og Eriksson var de to næste til at pitte. Aberdein kom ud foran Rocky og Müller, men de havde varme dæk, så de kom hurtigt forbi sydafrikaneren.

Fittipaldi pittede omgangen efter, men kom ud bag Rocky, Müller, Aberdein og Eng gruppen. Dermed var Audi dominansen så småt ved at bryde op.

Knap halvvejs inde i løbet pittede Rene Rast, og kom ud foran små 3 sekunder foran Müller, som dog havde væsentlig ældre dæk på bilen, og derved skulle passe meget på dem i resten af løbet.

Jamie Greens pitstop tog alt alt for lang tid, og med 2 sekunder mistet i pitten, kom han ud på den reelle 6. plads i løbet. Det gik heller ikke for godt for mekanikerne på Duvals bil, som fik sænket bilen, inden højre forhjul var sat på igen, og så var han pludselig den dårligste Audi mand på den reelle 11. plads.

Daniel Juncadella
Photo: JJ Media

Daniel Juncadella var den sidste til at udføre det obligatoriske pitstop, som han gjorde med 21 minutter tilbage af løbet.

Bruno Spengler gav Paul Di Resta et skulderskub ud i gennem sandkassen og græsplænen, men skotten kom tilbage på banen igen. Det var dog en stakket frist, da feltets 3. R-Motorsport Aston udgik omgangen efter.

Spengler og Glock var langt tilbage i feltet, og satsede ved at tage et ekstra dækstop, for måske at kunne vinde nogle placeringer, såfremt de andre køreres dæk skulle falde helt af, eller der kom en Safety Car. Eriksson valgte at gøre det samme et par omgange senere.

Wittmann valgte at dykke meget sent på Aberdein i Sving 1, men kom ikke forbi før Sving 3, hvor de to biler havde kørt side om side gennem 1, 2 og 3. Tæt kørsel.

Glock udgik med 11 minutter tilbage af løbet, med en teknisk defekt.

Rene Rast
Photo: JJ Media

De to Audi holdkammerater Frijns og Green duellerede på bremserne ind i Sving 1, i kampen om 4. pladsen, hvor der ikke var mange centimeter mellem de to biler. Men forbi kom Green.

Rene Rast vandt løbet 5 sekunder foran Nico Müller, Mike Rockenfeller, Jamie Green, Robin Frijns, mens Marco Wittmann på P6 var den bedste BMW mand. Juncadella fik feltets eneste tilbageværende R-Motorsport Aston Martin reddet i mål, men på P12 og dermed udenfor pointene.

Rast udbyggede dermed pointforspringet til Müller igen, mens Wittmann er P3.

Audi har med dagens resultat sikret Konstruktørtitlen foran BMW og R-Motorsport Aston Martin

Om 3 uger køres sæsonens næstsidste DTM weekend, når serien tager til Nürburgring den 14.-15. september.

Relaterede nyheder