Asian LMS klar til Malaysia

Asian Le Mans Series gør klar til den 3. afdeling af 2019/20 mesterskabet, som skal køres på lørdag den 15. februar i Malaysia

Løbet bliver det første Asian LMS løb, som slutter efter solnedgang. Sepang International Circuit fik i efteråret 2019 installeret lys på hele banen, men ikke ligeså kraftigt som til Formel 1, men det er trods alt noget der oplyser banen – ligesom man kender fra FIA WEC løbene i Bahrain, hvor lyset også kører på et lavere blus end når Formel 1 kører på selvsamme bane.

Derfor bliver det en helt ny oplevelse for store dele af feltet, som ikke tidligere har kørt løb efter solen er gået ned. Selvfølgelig er der nogle kørere, som har kørt 24 timers løbet i Le Mans eller 24 timers løbet i Dubai, men for resten bliver det en ny opgave. Derfor er fredagens første træning anden træning også afsat til ren nattekørsel, mens den første køres sidst på eftermiddagen.

Lørdagen bliver travl for holdene, som først skal køre kvalifikation midt på dagen – i temperaturer som de slet ikke har testet i på banen optil løbsweekenden. Herefter skal bilerne gøres klar til løbet, som starter 17.00 lokal tid. Solen går officielt ned 19.27, så det bliver lidt over en times kørsel, at kørerne får i mørke, såfremt solen skinner.

Desværre bliver der lidt mandefald i forhold til de første to afdelinger. Det sker dels på grund af skadede racerbiler, og dels på grund af Coronavirussen, som holder to kinesiske hold fra at deltage, da mekanikerne ikke må rejse ud af landet.

Det går ud over FIST Team AAI, som ellers skulle stille op med en helt ny Porsche. Holdet har ellers været BMW hold i mange år, men bilen blev smadret ved åbningsløbet, og så har de valgt at skifte til Porsche i stedet. Det andet hold er også et BMW hold, i form af Astro Veloce Motorsports, så vi dermed mangler 3 biler i GT feltet. Vi har dog stadig 4 Ferrari racere, plus en Aston Martin og en Lamborghini, så der bliver stadig god kamp i kategorien.

Car Guy #7
Photo: Asian Le Mans Series

LMP2 Am feltet er desværre blevet halveret, da RLR MSport bilen blev så skadet ved branden i Australien, at holdet har valgt at trække sig. ARC Bratislava kommer heller ikke til start, da holdet har trukket sig af personlige årsager, som det hedder i pressemeddelelsen. Dermed har Rick Ware Racing allerede indløst en billet til dette års Le Mans, da de aktuelt er mesterskabsførende, og efter planen også skal køre de to resterende afdelinger, mens hverken RLR MSport eller ARC Bratislava kommer til start i Malaysia, og ej heller i Thailand ugen efter.

Til gengæld har LMP2 feltet fået en bil tilbage. K2 Uchino Racing er tilbage i feltet, efter Haruki Kurosawa er fit til at køre igen. I LMP3 klassen stiller Graff op med en ekstra bil, som skal køres af Matthias Kaiser og Rory Penttinen.

Inter Europol Competition #14 har byttet lidt ud i kørerne igen. Philip Kadoorie skal dele Ligier JS P3 raceren med Dan Wells.

JLOC Lamborghini #88 har skiftet Andre Couto ud med Takashi Kogure, så det bliver et rent japansk hold med Yuya Motojima og Yusaku Shibata som de to andre kørere i bilen.

I Eurasia Motorsport #1 er Masataka Yanagida tilbage i bilen, efter Shaun van Gisbergen havde en gæsteoptræden i Australien. Han skal igen dele bilen med Nick Cassidy og Daniel Gaunt.

Det giver i alt et felt på 23 biler, hvilket stadig er et rigtig flot felt, på trods af afbuddene.

Som noget nyt bliver FP2 fredag aften lokal tid også streamet, ligesom kvalifikationen og løbet på Asian Le Mans Series YouTube kanalen.

Relaterede nyheder