Testkørere i Marrakesh offentliggjort

ABB FIA Formula E Championship afholder en testdag på søndag, dagen efter 2019/20 sæsonens femte afdeling er blevet kørt om lørdagen.

Testen er en såkaldt Rookie test, hvilket betyder at ingen af de sædvanlige eller tidligere kørere i Formel E må deltage i testen. Til gengæld er der nogle navne på listen, som har testet rigtig meget i Formel E racere gennem året.

DS Techeetah har valgt at ringe til James Rossiter, der har været ansat som test- og udviklingskører for holdet gennem de seneste mange sæsoner. I holdets anden bil, skal Filipe Albuquerque køre. Han har ellers primært kørt i sportsvognsserier de seneste 10 år, men var hele turen igennem i formelbilsrækkerne inden da.

Nissan e.dams har ringet til Jann Mardenborough, der har været tilknyttet holdet lige siden han vandt Nissan GT Academy i 2011. Han har kørt over hele verden for Nissan, i både Super GT og deres Le Mans program, og får nu også chancen i den elektriske racer. Mitsunori Takaboshi er en test- og reservekører for holdet, så han skal selvfølgelig også teste. Han er tidligere mester i Japansk Formel 3, og kører til dagligt i Super GT.

Mercedes-Benz EQ tager Daniel Juncadella med. Han er en mangeårig kører for det tyske mærke, og har kørt alt fra Formel 3 via DTM til GT3 med en Mercedes motor i bilen. Senest var han “lånt” ud til R-Motorsport og deres DTM program. Jake Hughes er en af de unge formelbils talenter i øjeblikket. Han skal primært køre FIA Formula 3 Championship, men skal også teste denne bil i den kommende weekend.

ROKiT Venturi Racing har fundet frem til Norman Nato. Han kører til dagligt i FIA World Endurance Championship for Rebellion Racing, og møder op til testen som vinder af den seneste afdeling med den bil. Som så mange af de andre kørere i denne test, har han en baggrund indenfor formelbiler. Arthur Leclerc har dog noget større føling med netop disse biler, da han er aktuel i formelbiler, og indtil videre er nået op til Formula Regional European Championship, men testede også holdets Formel E bil sidste år.

Envision Virgin Racing har valgt at tage Nick Cassidy med. Newzealænderen kommer lige fra Asian Le Mans Series, hvor han kæmpede med omkring titlen, uden det lykkedes holdet at snuppe den. Det bliver første gang at han skal prøve en Formel E racer. Alice Powell har allerede føling med elektriske biler, da hun aktuelt kører i Jaguar I-Pace eTrophy, men også er topkører i W-Series, hvor hun ligeledes skal køre igen i år.

Panasonic Jaguar Racing har taget Powells måske største konkurrent til W-Series titlen med. Jamie Chadwick er i hvert fald forsvarende mester i serien, og stiller op igen i år for at forsvare titlen. Dertil er hun også testkører for Williams F1 Team, plus hun har deltaget i nogle asiatiske formelbilsløb henover vinteren. Sacha Fenestraz er den forsvarende mester i Japansk Formel 3, og skal i år køre Super GT og Super Formula. Det bliver ligeledes han debut i elektriske racere.

Marrakesh Formula E test 2019, Nico Müller Photo: ABB FIA Formula E

GEOX Dragon har taget en kører med, som tidligere har testet en Formel E racer. Den nu tidligere BMW fabrikskører, Joel Eriksson, er blevet udnævnt til test- og reservekører for holdet, der er drevet af Jay Penske, som er søn af den legendariske Roger Penske. Sergio Sette Camara er ligeledes blevet udnævnt til at være test- og reservekører hos holdet, og skal teste holdets anden bil. Efter nogle sæsoner i Formel 2 serien, har han senest boblet lidt til et sæde i NTT IndyCar Series. Om han får det sæde, er stadig uvist.

TAG Heuer Porsche har ladet fingeren løbe ned over den lange liste af fabrikskørere, og kom frem til Fred Makowiecki og Thomas Preining. De to har ellers primært gjort sig gældende i diverse former for GT ræs, men faktisk så har Mako tidligere testet en Formel E bil for Techeetah, dengang at de kørte med Renault drivlinje.

Mahindra Racing har taget Sam Dejonghe med igen, da han har rollen som simulator- og udviklingskører siden 2017, ligesom han har testet bilen på virkelighedens baner nogle gange. Han får Pipo Derani som holdkammerat denne gang. Derani har kørt næsten alt med fire hjul, og har allerede en aftale på en fuld sæson i sportsvogne, og bejler nu til samme IndyCar sæde som Sette Camara også håber på at få.

NIO 333 har taget kinesiske Daniel Cao med, hvilket ikke er nogen større overraskelse, set i lyset af holdets kinesiske baggrund. Cao har primært kørt i Asien i Formel 4 og Formel Renault. Antonio Fuoco er et lidt mere kendt navn på disse kanter, da han har taget turen op gennem de europæiske formelbilsklasser, og er nu nået op på Formel 2 niveau.

BMW i Andretti er det sidste hold på listen. Den nyudnævnte DTM kører for holdet, Lucas Auer, har fået den ene bil til testen. Det er ved at være et par år siden at han sidst har kørt Formel 3, men han kommer nok hurtigt ind i rytmen igen. Rytmen fra formelbiler har Kyle Kirkwood allerede i kroppen. Han kører i USA for Andretti holdet i Indy Lights, og viser tegn på at være et af de helt store talenter i øjeblikket i amerikansk motorsport.

Testen får ikke så meget medieopmærksomhed, da man ikke har nogen anelse om, hvilke ting som holdene tester. I de foregående sæsoner har det været rigtig meget start-stop test, da folk ikke er vandt til at køre de elektriske biler, og ej heller så vandt til bybanerne, så der er en masse uheld eller tekniske nedbrud på grund af fejlbetjening af bilerne. Så forvent ikke at høre det helt store banebrydende fra søndagens test – men det er trods alt værdifuld viden for holdene, som de kan bruge resten af året.

Relaterede nyheder