Campbell vinder igen – Ammermüller Mester

Søndag skulle sæsonens allersidste løb i Porsche Mobil 1 Supercup køres på Autodromo Hermanos Rodriguez i Mexico City.

Gårsdagens vinder Matt Campbell startede fra Pole Position, mens de to titelkandidater, Michael Ammermüller og Dennis Olsen kom på de to næste pladser, mens udfodreren til 3. pladsen i mesterskabet, Dan Cammish, starter 4’er.

Mikkel Overgaard Pedersen startede for anden dag i træk på en 15. plads.

Da de fem røde lys slukkede, blæste de 30 Porsche 911 GT3 Cup ned mod den snævre Sving 1-2 combination.

Alle på nær Tom Sharp kom igennem Sving 2, og resten af den første omgang forløb smertefrit.

Mikkel O. Pedersen fik en god start og var hurtigt oppe på 13. pladsen.

Photo: Porsche Motorsport

På løbets 3. omgang var Dennis Olsen kortvarigt en tur af banen, efter en duel med Dan Cammish. Heldigvis, for Olsen, var der asfalt at fortsætte ud over, så han kunne bevare 3. pladsen. Men Ammermüller fik et dejligt hul og kunne derfor slappe lidt mere af, med henblik på mesterskabet.

Robert Lukas og Mattia Drudi havde en tæt duel, og da Drudi smuttede forbi, udnyttede Thomas Preining også chancen for at passere polakken.

Den lokale mand, Ricardo Perez fik det sort/hvide flag af løbsledelsen, da han gentagende gange havde været udenfor banen, prikket til andre, og midt i løbet, spandt rundt på egen hånd. Det kunne tyde på at han måske var lidt overgearet på hjemmebanen.

Michael Ammermüller fik lukket hullet op til Matt Campbell og satte australieren under hårdt pres.

På løbets 11. omgang var Dan Cammish kortvarigt af banen og snittede betonmuren. Cammish havde netop udbremset og overhalet Dennis Olsen, men skred så af banen i næste sving og fik skadet hans bagvinge.

Michael Ammermüller & Dennis Olsen
Photo: Porsche Motorsport

Igor Walilko blev vippet rundt af Julien Andlauer, på vej ind i stadion sektionen. Mens Walilko holdt imod kørselsretningen, smuttede Mikkel O. Pedersen forbi, og rykkede derved op på en 12. plads. Da Dan Cammish kørte i pitten, med hans skadede bil, vandt Mikkel endnu en plads. Samtidig var Andlauer under undersøgelse fra løbsledelsen, så der var muligvis en ekstra plads i vente.

Egidio Perfetti fik forbremset sig selv nede for enden af langsiden, og tog Chris Bauer med sig i faldet.

Florian Latorre måtte parkere bilen på næstsidste omgang, med en kæmpe røgsky stående bagud af den.

Matt Campbell kunne dog køre sejren i hus, mens Michael Ammermüller tog en flot 2. plads foran Dennis Olsen.

Dermed sikrede Michael Ammermüller sig Porsche Mobil 1 Supercup 2017 Titlen, foran Dennis Olsen og Matt Campbell.

Michael Ammermüller
Photo: Porsche Motorsport

Den 31 årige tysker har været Porsche kører siden 2012, efter adskillige sæsoner i diverse formelbils klasser – inklusiv testkører hos Red Bull i Formel 1.

Mesterskabet er faktisk det første i racerbiler for tyskeren, som ellers er sluttet 2’er og 3’er et utal af gange i de forskellige mesterskaber.

Det var så afslutningen på denne sæsons Porsche Mobil 1 Supercup. Kalenderen for 2018 er ikke offentliggjort endnu, så det bliver spændende at se, om sæsonen starter i Barcelona, som den har gjort de seneste par år, eller om de tager turen lidt længere østover, og starter i Bahrain eller Aserbajdsjan.

Relaterede nyheder