24 gode timer for Katherine Legge

Katherine Legge har haft 24 rigtig gode timer.

Først blev det annonceret at hendes team i WeatherTech SportsCar Championship, Meyer Shank Racing, vil indsætte hendes Acura #86 gennem resten af sæsonen. Bilen startede sæsonen med kun at være tilmeldt Tequila Patron North American Endurance Cup løbene, der var Daytona 24 timer, Sebring 12 timer, Watkins Glen 6 timer og Petit Le Mans 10 timer.

Imidlertid lå Legge så godt placeret efter Daytona og Sebring, P3 i GTD Mesterskabet, at holdet fik skrabet lidt flere sponsorkroner sammen, så de også kunne deltage Mid-Ohio. Her blev det sæsonens anden podieplads, efter Daytona. Ved løbet på Belle Isle vandt hun endda sammen med Mario Farnbacher, der erstattede hendes sædvanlige holdkammerat, Alvaro Parente, som havde et datosammenfald med en anden serie. På Watkins Glen blev det til yderligere en podieplads, og senest på Continental Tire Motorsport Park blev det til en 5. plads, så hun stadig indtager andenpladsen i Mesterskabet, på egen hånd, mens Parente aktuelt er P6.

Katherine Legge
Photo: Rahal Letterman Lanigan Racing

Få timer senere blev det annonceret at Katherine Legge skal deltage i det nye Jaguar I-PACE eTROPHY, som fra december måned 2018 skal være supportserie til ABB FIA Formula E Championship. Legge er den første bekræftede kører i serien, hvor hun har fået kontrakt med ingen ringere end Rahal Letterman Lanigan Racing, der har bekræftet to biler i serien. Der har dog været lidt stille omkring eventuelt andre hold i serien, så det bliver interessant at se, hvor mange at der dukker op.

De to annonceringer kom i forbindelse med hendes fødselsdag i sidste uge – og hvem vil ikke gerne have to racerprogrammer i fødselsdagsgave?

Dermed har Legge også rigtig gode kort på hånden i forhold til en evt. Indy 500 start i 2019, såfremt hun ønsker det. Hun har tidligere deltaget i både ChampCar samt IndyCar, og ikke mindst Indy 500. Både RLL og Meyer Shank Racing stiller til start med biler ved løbet, så måske er det en ny chance for hende, til at køre det prestigefulde løb.

Katherine Legge sidder i Meyer Shank Racing w/ Curb-Agajanian Acura #86, bare for at give hele navnet, i den kommende weekend på Lime Rock Park, hvor GTD bilerne kører deres 7. afdeling af WeatherTech SportsCar Championship.

Relaterede nyheder