Dominerende præstation weekenden igennem

Rene Rast havde taget Pole Position for anden dag i træk, da årets 16. DTM afdeling skulle køres på Nürburgring.

Audi Sport køreren slog Mercedes-AMG mand Gary Paffett og BMW kører Philipp Eng. En serie af BMW og Mercedes kørere kom herefter, mens Mike Rockenfeller, ligesom ved gårsdagens løb, var den næstbedste Audi kører.

Solen skinnede igen, da de 18 biler drønede ned mod Sving 1.

Mens Rene Rast kom først ned i Sving 1, lavede Lucas Auer en fantastisk start fra P5, og var P2 allerede efter få meter, mens Timo Glock var på 3. pladsen. Paffett og Eng faldt helt tilbage på P4 og P9.

Jamie Green havde fået en skade på bilen, og pittede derfor allerede på første omgang.

Glock fik en advarsel fra dommerne, da han havde presset Paffett ud på græsset.

Ved starte på 3. omgang lavede Glock et håbløst dyk på Auer og bankede Auer af banen. De to faldt tilbage på de to sidste pladser, kun “undergået” af Green, der var lagt bagefter på grund af hans tekniske problemer på første omgang. Med baggrund på den tidligere advarsel, kom det ikke som nogen overraskelse at Glock blev belønnet med en drive-through straf, som måske endda var til den milde side, set i lyset af den håbløse manøvre.

Dermed var stillingen Rast, Paffett og Rockenfeller, som havde haft nogle gode åbningsomgange på løbet.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Paffett lå helt oppe under bagvingen på Rast gennem flere omgange, og selvom han udnyttede DRS muligheden, kunne englænderen ikke komme forbi.

Rocky lavede en lille fejl ved starten på 7. omgang, hvor han fik udbremset sig selv, og derved tabte to pladser til henholdsvis Bruno Spengler og Paul di Resta, men Marco Wittmann kom forbi omgangen efter. Philipp Eng kom også forbi tyskeren, mens et helt tog stod i kø for at komme forbi.

Glock var inde på 11. omgang, for at skifte dæk mens Loic Duval var inde omgangen efter. Pascal Wehrlein fulgte to omgange senere.

Duval og Green havde en kamp omkring 16. og 17. pladsen, og de to Audi Sport kørere gav ikke hinanden mange centimeters plads. Men når der ikke var andre at køre ræs imod, kunne de altid køre mod hinanden.

Mike Rockenfeller og Nico Müller pittede på 15. omgang, og kom ud lige foran Wehrlein, som forsøgte at komme forbi Müller med alle midler. Wehrlein var på afkørselsområderne flere gange, og måtte give pladsen tilbage til Müller hele to gange. Wehrlein kom dog forbi omgangen efter.

Rast var i pit med 30 minutters racerløb tilbage, og blev fulgt af Philipp Eng.

Mike Rockenfeller spandt rundt efter kontakt med Augusto Farfus, der netop havde været inde til pitstop. Dommerne valgte dog ikke at gøre mere ved sagen.

Paffett, Wittmann og Eriksson pittede på samme tid, og det kom til at koste dyrt for Paffett, hvor mekanikerne havde problemer med højre baghjul, hvilket kostede ham 5 sekunder, plus han skulle vente på yderligere trafik på vej ned af pitlane.

Di Resta pittede med 26 minutter tilbage af løbet. Bruno Spengler kom omgangen efter, og kom ud på andenpladsen, men måtte forsvare sig overfor di Resta, som dog blæste forbi i Mercedes Arenaen.

Nico Müller, Augusto Farfus, Bruno Spengler, Philipp Eng
Photo: JJ Media

Edoardo Mortara, Robin Frijns og Daniel Juncadella var de sidste kørere ude i front, som ikke havde været i pit. De havde dog ikke ret stort forspring til Rene Rast, der hentede ind på de tre førende.

Paffett overhalede Eriksson på ydersiden, ind i Sving 1. Det var dog kun kampen om 7. pladsen, og ikke podiet, som ellers har været normen for englænderen i denne sæson.

Di Resta og Wittmann havde en tæt duel om løbets andenplads, hvor de to kørte med få tiendedele mellem hinanden. Paffett forsøgte at genvinde noget af det tabte ved pitstoppet, men var kun P5 med 7 minutter tilbage af løbet.

Der var vild kamp om de sidste par point i løbet, hvor Wehrlein, Müller, Duval, Rockenfeller, Mortara, Frijns og Juncadella lå indenfor få sekunder.

På løbets sidste omgang forsøgte Müller at komme forbi Mortara. Det lykkedes næsten, men Mortara ramte Schweizeren på baghjulet, og sendte ham ud på et spin.

Rene Rast vandt for anden dag i træk løbet, med Paul di Resta og Marco Wittmann på de næste to pladser. Så for anden dag i træk var det med alle 3 mærker på podiet.

Rast satte samtidig en ny rekord. Ingen anden kører har taget Pole Position og vundet på begge dage, med det nuværende DTM format. Det var 56 point på kontoen, hvilket sendte ham op på P3 i Mesterskabet. Gary Paffett er fortsat i front, men dagens P5 kostede værdifulde point til Paul di Resta, som nu blot er 2 point bag ved. Rast er 57 point efter Paffett. Så hvis Rast kan præstere endnu et par super weekender, har han måske alligevel mulighed for at vinder Mesterskabet – men meget kan ske i DTM.

Næste gang at DTM skal på banen, er på østrigske Red Bull Ring om 14 dage. Mercedes har fejret mange sejre på netop den bane, men 2018 sæsonen har bølget frem og tilbage mellem alle tre mærker, så alting kan ske.

Relaterede nyheder