Hvem skal køre Indycar 2019?

Selv om Indycar serien holder en lang vinterferie, så sker der stadig ting og sager på kørersiden forud for 2019 sæsonen.

En stor del af kørerne bliver faktisk siddende i samme bil, men der er også nye ansigter at finde i serien. Derfor har vi valgt at kaste et blik på den aktuelle stand i holdsammensætningerne pr. 29. november 2018.

Vi tager holdene i alfabetisk orden.

A. J. Foyt Enterprises – Matheus Leist og Tony Kanaan får genvalg, i deres anden sæson for holdet. Holdet kører med Chevrolet motor.

Andretti Autosport – Zach Veach, Ryan Hunter-Reay og denne sæsons titeludfordrer, Alexander Rossi. Marco Andretti sidder igen i satellitbilen hos Andretti Herta Autosport, men er selv blevet medejer af den bil. Holdet kører med Honda motor.

Carlin – Indtil videre er kun Max Chilton bekræftet, mens der stadig er mulighed for Charlie Kimball vender tilbage. Det må dog forventes at anden- og en eventuel tredjekører er betalingskørere, da det er hele konceptet bag Carlin, uanset om det er Indycar, Indy Lights, Formel 3 eller hvor end at holdet stiller til start. Men tag ikke fejl, det er stadig et hold med høj standard, men kun med en sæsons erfaring i Indycar. Holdet kører med Chevrolet.

Photo: Indycar.com / Shawn Gritzmacher

Chip Ganassi Racing – Her har vi den første ændring. 2018 Mesteren Scott Dixon skrev tidligere på året under på en ny kontakt med holdet, men får i 2019 Felix Rosenqvist som holdkammerat. Med de to kørere i bilen, går CGR efter både den generelle titel med Dixon, samt Rookiemesterskabet med Rosenqvist. Holdet er overbevist om at svenskeren er mindst ligeså hurtig som man så Robert Wickens være i 2018. Holdet kører igen med Honda.

Dale Coyne Racing – genvalg til Sebastien Bourdais, mens Santino Ferrucci opgraderer til en fuld sæson for holdet. Ferrucci har en god stak penge med, hvilket er noget at Dale Coyne altid synes godt om, i holdets anden bil. Selv om Ferrucci er en Rookie, skal man ikke forvente at han kæmper med om den titel – det har 2018 farten allerede vist. Holdet skal bruge Honda motorer.

Ed Carpenter Racing – 33% nyt blod i form af Ed Jones, der kommer til holdet fra Chip Ganassi Racing. Han skal dog dele bil med teamejer Ed Carpenter, som tager alle ovalløbene, på nær Indy 500, hvor Jones hopper i en 3. bil for holdet, i et samarbejde med Scuderia Corsa. Spencer Pigot får lov til at beholde #21 helt for sig selv, for andet år i træk. Her sidder der igen en Chevrolet motor i hver af holdets biler.

Harding Steinbrenner Racing – ja, her er der allerede en ændring i teamnavnet. Hank Steinbrenner er blevet medejer af holdet, da det kneb gevaldigt med økonomien hen imod slutningen af debutsæsonen i 2018. Holdet har samtidig startet et samarbejde med Andretti Autosport, hvor de kan trække på erfaringen fra deres 4 kørere. Patricio O’Ward og Colton Herta fik debut for holdet, samt i Indycar serien ved sæsonfinalen i 2018, og skal køre de to biler igennem 2019 sæsonen. Motorvalget kendes endnu ikke officielt, men det forventes at de kører med Honda, så de matcher “moderholdet”, og derved bedre kan sammenligne bilernes opsætninger.

Juncos Racing – endnu ingen kørere på plads, men det bliver kørere, som selv har budget med – måske med lidt rabat, hvis de er fra Sydamerika og især Argentina, hvor teamejer Ricardo Juncos selv er fra. Han er dog lidt i samme båd som Carlin, og kører det som en forretning, hvor han ikke selv tager penge op af lommen. De skal igen køre med Chevrolet.

McLaren Racing – det første hold som kun stiller op ved Indianapolis 500 løbet i maj måned. Her skal Fernando Alonso forsøge at kvalificere bilen. Der mangler stadig mange detaljer omkring programmet, heriblandt motorvalget og derudover også om Alonso bliver den eneste mand hos holdet, eller eventuel får en erfaring med kører på holdet – det kunne være en Oriol Servia, men her vil hverken team eller kører bekræfte nogen kontakt. Da holdet senest var involveret i Indycar i 2017, var det et samarbejde med Andretti Autosport, men det vides endnu ikke om det også er tilfældet i 2019.

Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Rahal Letterman Lanigan Racing – genvalg til Graham Rahal og Takuma Sato. Dertil kommer Jordan King i en 3. bil til Indy 500. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at motorleverandøren er Honda, når Sato sidder i bilen…

Schmidt Peterson Motorsports – James Hinchcliffe sidder stadig solidt plantet i holdet ene bil, mens Marcus Ericsson er en ny mand hos holdet. Hinchcliffe starter den 5. sæson for holdet, og hvor den største triumf for samarbejdet var Indy 500 Pole i 2016. Den klassiske oval har dog også været et lavpunkt for holdet hele to gange, hvor Hinchcliffe havde et alvorligt uheld i 2015, som kostede ham resten af sæsonen. I 2018 kom han heller ikke til start i løbet, men det var simpelthen fordi at de var for langsomme i kvalifikationen. Ericsson kommer til Indycar fra Formel 1, hvor han har kørt 5 sæsoner. Svenskeren har til tider vist god fart, men det har været svært at bedømme ham i Formel 1, da han har kørt for nogle af de mindre gode hold, og ofte er blevet slået af holdkammeraterne. Men ingen tvivl om at 5 sæsoners Formel 1 erfaring i bagagen også har en hvis betydning, så han kan meget vel komme til at kæmpe med landsmanden Rosenqvist omkring Rookietitlen. De får følgeskab af Jack Harvey i satellit bilen hos Meyer Shank Racing ved 10 ud af 17 løbsweekender. 3 gange Honda motorer til dem.

Team Penske – alt som det plejer. 2014 Mester Will Power, 2016 Mester Simon Pagenaud, 2017 Mester Josef Newgarden får besøg af lige-ved-og-næsten Mester i 2002, 2003, 2006, 2008, 2013, 2014 og 2016 Helio Castroneves. Den sidstnævnte skal dog kun køre Indy 500 løbet, og måske også Indy Grand Prix, som køres 14 dage før på inderkredsen af ovalbanen. Starter igen med Chevrolet motor.

Der er stadig mulighed for endnu flere biler i 2019 sæsonen, og især ved Indy 500 løbet, men det bliver vi meget klogere på i de kommende måneder.

Relaterede nyheder