Endnu et tilbageslag for World RX

I dag er der kommet endnu et tilbageslag for FIA World Rallycross Championship.

Faktisk er det måske det, som muligvis har slået det sidste søm i kisten på mesterskabet. Det er ikke bare hr. hvem-som-helst der trækker sig, men PSRX Volkswagen Sweden holdet, som ikke alene har vundet kørertitlen med Johan Kristoffersson men også teammesterskabet i både 2017 og 2018.

Holdet har med Kristoffersson samt teamejer Petter Solberg været totalt dominerede, hvor Kristoffersson har vundet 18 ud af de 24 afdelinger, suppleret op med yderligere en sejr til Solberg i Storbrittanien 2017. Mattias Ekström har slået dem 4 gange i 2017, og Sebastien Loeb en gang i 2018, på de seneste to sæsoner.

Den dominans, kombineret med den store usikkerhed omkring et eventuelt skifte til elektriske biler i World RX, har gjort at fabriksholdene stille og roligt er faldet fra.

Først trak Ford sig med Hoonigan Division holdet i slutningen af 2017, dernæst Team Peugeot Total, efterfulgt af EKS Audi Sport. Olsbergs MSE trak sig også i efteråret 2018, mens MJP Racing Team Austria stille og roligt bakkede ud af mesterskabet, med kun 4 starter på 12 weekender i 2018.

GRX Taneco teamet, som kører med Hyundai racere, har også været yderst kritisk overfor den planlagte 2019 kalender, som byder på ture til Abu Dhabi, Canada og Sydafrika.

Johan Kristoffersson
Photo: FIAWorldRallycross.com

Det eneste lyspunkt er ESmotorsport, som er et nystartet Estisk Rallycross hold, der planlægger at køre med Skoda Fabia racere. Det er dog et rent privatteam, og indtil videre er der ikke noget nyt omkring kørere.

Chefen for IMG, som står for at arrangere World RX, Paul Bellamy siger følgende:

“I 2019, er står døren på vid gab, og det er en stor mulighed for nuværende og nye hold, til at komme på podiet i et af de mest spændende motorsports mesterskaber at der er. Vi har mange unge, talentfulde kørere på vej, og vi er i dialog med flere nye hold omkring at deltage i serien, især nu hvor vi har gjort mesterskabet bedre økonomisk og konkurrencedygtigt med 10 afdelinger. Vi fortsætter dialogen med flere fabrikanter, inklusiv Volkswagen, eftersom vi er på vej mod en elektrisk series sammen med FIA i 2021.”

Så ja, de unge talenter får masser af muligheder for at vinde – såfremt at der er en serie at vinde i, og såfremt at de har pengene til at rejse verden rundt, på den reducerede 10-løbs kalender.

Den officielle begrundelse fra PSRX Volkswagen Sweden, er at de trækker sig, fordi at der ikke er andre fabrikshold at kæmpe imod.

FIA World Rallycross Championship 2019 er planlagt til at skulle starte den 5.-6. april i Abu Dhabi, på Yas Marina Circuit.

Relaterede nyheder