Christina Nielsen i hjælperolle hos MSR

Endelig lykkedes det Christina Nielsen at finde et sæde i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2019.

Den 26-årige dansker skal køre 24 timers løbet på Daytona for Meyer Shank Racing i Heinricher Racing Acura #57 i GTD klassen.

Det er en lidt speciel bil, da den udelukkende består af kvindelige kørere. Katherine Legge, Ana Beatriz, Simona De Silvestro er de 3 andre kørere i bilen.

Pladsen hos MSR kom dog kun på plads i kraft af at Jackie Heinricher, der oprindelig skulle have været den fjerde kvinde i bilen. Desværre er hun kommet til skade med sin ryg, så hun ikke kan deltage i 24 timers løbet. Det betyder samtidig at sædet for Christina indtil videre kun er for Daytona løbet, mens resten af sæsonen er usikker.

Katherine Legge og Jackie Heinricher skulle oprindelig have kørt hele GTD sæsonen selv, mens Beatriz og De Silvestro kun er ekstrakørere på Daytona. I pressemeddelelsen fra MSR holdet i dag, hedder det sig at Heinricher selv hopper tilbage i bilen igen, når hun er helt frisk igen – men nu må vi se hvad fremtiden bringer.

Christina Nielsen
Photo: JJ Media

Titlen som den første kvindelige Mester i IMSA tog Christina Nielsen i 2016, da hun kørte for Scuderia Corsa i deres Ferrari, og den blev forsvaret i 2017. Begge gange vandt hun mesterskabet med Alessandro Balzan som medkører.

I 2018 kørte hun for Wright Motorsports i deres Porsche, men det samarbejde er ikke blevet forlænget til 2019. Den afgørelse kom først meget sent, da alle andre gode sæder i IMSA serien var fyldt på det tidspunkt, og der har derfor længe været tvivl omkring Christina Nielsens program i 2019, og om hun i det hele taget vil komme til at køre i serien. Men det vil være synd for serien, hvis ikke en dobbelt Mester får et sæde gennem hele sæsonen.

Der er stadig et ledigt sæde i bilen i forbindelse med Michelin Endurance Cup løbene på Sebring, Watkins Glen og Road America, og her er det ikke offentliggjort om Ana Beatriz, Simona De Silvestro eller Christina Nielsen er den tredje kører.

Heinricher er hende der har pengene med til holdet, og har bl.a. skaffet et sponsorat fra Caterpillar. men hvis hun tager marketing kasketten på, vil det trods alt være bedre at være den første bil, som vinder mesterskabet med udelukkende kvindelige kørere – i flertal. Såfremt Heinricher selv hopper i bilen i alle de resterende løb, vil det kun kunne være Legge som vinder et eventuelt generelt mesterskab.

Men alt dette kræver selvfølgelig en god slutplacering ved den 57. udgave af Rolex 24 at Daytona, som køres den 26.-27. januar.

Relaterede nyheder