Brandvarmt Formel E besøg i Santiago

Det blev en brandvarm 3. afdeling af dette års ABB FIA Formula E Championship, da serien var kommet til Santiago i Chile.

En lufttemperatur på 37-38 grader og en asfalttemperatur på 45-46 grader, gjorde forholdene utrolig svære for kørerne, som virkelig skulle tænke på at holde liv i både batterier og ikke mindst dæk gennem de 45 minutter + 1 omgangs racerløb.

Lucas Di Grassi havde egentlig kørt sin Audi Sport Abt Schaeffler til Pole Position, men da han havde kørt hans ind-omgang for langsomt efter Super Pole, blev han frataget tiden, og skulle i stedet starte allerbagerst.

Sebastien Buemi i Nissan e.dams var den nye mand på Pole Position foran Pascal Wehrlein i Mahindra Racing og Daniel Abt i den anden Audi. Sam Bird i Envision Virgin Racing skulle starte P4, mens Stoffel Vandoorne i HWA RACELAB havde fået bilen helt op på P5, i deres debutsæson.

Mesterskabsførende Jerome D’Ambrosio havde haft en frygtelig kvalifikation, hvor han skulle starte helt tilbage fra P20.

Santiago ePrix 2019 start
Photo: ABB FIA Formula E

Top 5 holdt placeringerne rundt på den første omgang.

Nede bagved var der ballade, hvor Lucas Di Grassi tog en smutvej gennem en af chikanerne, da Nelson Piquet Jr. blev påkørt bagfra af Oliver Turvey, som også var tæt på at støde sammen med NIO holdkammerat Tom Dillmann.

Tom Dillmanns løb var allerede slut efter første omgang, hvor han holdt stille ude midt på banen. Heldigvis kunne løbet fortsætte uden brug for Safety Car, da Dillmann fik liv i bilen igen, og kunne få den af vejen.

Sam Bird kom forbi Daniel Abt på første omgang, med en meget sen udbremsning i den første af hårnålene på banen.

Di Grassi blev undersøgt for at have vundet en fordel, ved at køre igennem chikanen. Få omgange senere blev Maximilian Günther også undersøgt for det samme.

Buemi var den første til at bruge Attack Mode, og kunne derved forsvare sig fra Wehrlein, som lå lige bagved.

Tom Dillmann
Photo: ABB FIA Formula E

Der var harmonikasammenstød i anden anden hårnål, hvor Andre Lotterer skubbede til Antonio Felix da Costa, som endte med at skubbe så hårdt til Lotterers Techeetah holdkammerat Jean-Eric Vergne, at Vergne blev vippet rundt. Den hændelse blev undersøgt af dommerne.

Sam Bird var lige oppe at kysse bagenden på Pascal Wehrlein, men begge kørere blev på banen, og kunne fortsætte kampen – som for øvrigt endte med at Bird kom forbi Wehrlein få sving senere.

Felipe Massa forsøgte at overhale Oliver Rowland udenom i den anden hårnål men endte med at komme i klemme mellem Rowlands Nissan e.dams racer, og betonmuren. Det betød at Massa fik Venturi bilens styretøj ødelagt, og måtte udgå fra løbet.

Lucas Di Grassi
Photo: ABB FIA Formula E

Maximilian Günther gik pludselig i stå ude på banen, og han kunne ikke selv komme videre.

Edoardo Mortara blev spundet rund af Alexander Sims, da BMW køreren lige snittede bagendens på Mortaras Venturi.

Jose Maria Lopez blev skubbet af banen af Lucas Di Grassi, som bremsede alt alt for sent i den anden hårnål.

Günthers strandede bil gjorde at der måtte Full Course Yellow til, så bilen kunne blive skubbet væk.

Fan Boost afstemningen blev offentliggjort 20 minutter inde i løbet, hvor Stoffel Vandoorne, Daniel Abt, Jerome D’Ambrosio, Sebastien Buemi og Antonio Felix da Costa alle fik lidt ekstra power til et ekstra overhalings forsøg.

Sam Bird
Photo: ABB FIA Formula E

Bird var kommet op helt bag Buemi, og lå centimeter bag schweizeren, da løbet blev givet frit igen.

Løbet varede ikke ret meget længere for Stoffel Vandoorne, da han kom ud i det beskidte spor, og skøjtede ind i betonmuren, så både forhjuls- og baghjulsophæng samt frontvinge blev rykket af af HWA RACELAB raceren.

Det udløste endnu en FCY periode, for at få vragdelene fjernet fra banen.

Heldigvis tog det ikke lang tid at få banen renset, så Buemi, Bird og Wehrlein kunne fortsætte kampen.

Gary Paffett fik en drive-through straf for at have brugt for meget strøm. Han var dog ude af pointene i forvejen.

Efter at have haft løbet under fuld kontrol i to tredjedele af løbet, bankede Buemi bilen i betonmuren, og rykkede frontvingen af Nissan e.dams raceren. Han fik den kørt tilbage til pitten, men mekanikerne kunne se at der var så meget ødelagt i hjulophænget, at han ikke kunne komme tilbage.

Pascal Wehrlein
Photo: ABB FIA Formula E

Med 15 minutter tilbage af løbet var hele 6 kørere udgået af løbet, hvilket var et kæmpe mandefald – det var dog en blanding af mekaniske og fysiske skader på bilerne.

Mitch Evans lagde Robin Frijns under hårdt pres, da Evans havde Attack Mode aktiveret. Det lykkedes dog ikke newzealænderen at komme forbi hollænderen.

Antonio Felix da Costa valgte også at parkere bilen med 10 minutter tilbage. Efter sejren ved åbningsløbet, er det kun gået ned af for portugiseren.

Jerome D’Ambrosio blev undersøgt for at have kørt for hurtig under FCY perioden – som om at dommerne ikke havde nok at se til i forvejen.

Lucas Di Grassi blev undersøgt for at have forudsagdet kolisionen med Lopez tidligere i løbet.

Edoardo Mortara spærrede helt vildt for Robin Frijns, og kørte næsten hollænderen i muren. Få sving senere gik Andre Lotterer til angreb på Oliver Rowland, men endte med at skubbe lidt til Frijns. Heldigvis kunne alle fortsætte. Omgangen efter lavede de to dog en fejl, så de begge tabte 4 placeringer.

Alexander Sims
Photo: ABB FIA Formula E

Wehrlein lå helt oppe ved diffusoren på Bird, men kunne ikke komme forbi, selvom Wehrlein havde Attack Mode aktiveret.

Med 3 minutter tilbage på uret, holdt Oliver Rowland i muren med Nissan e.dams raceren.

Samtidig blev Andre Lotterer undersøgt for at have overhalet under gult flag.

Wehrlein måtte slippe Bird, da Mahindra raceren begyndte at køre varm i de sidste minutter af løbet.

Efter at have startet P8 var Alexander Sims helt oppe på 3. pladsen, da bilerne kørte ud på sidste omgang.

Sam Bird kunne køre en suveræn sejr hjem foran Pascal Wehrlein og Alexander Sims – eller det vil sige, indtil dommerne kom i gang med deres afgørelser.

3. pladsen blev givet til Daniel Abt, da Sims fik en 19 sekunders tidsstraf for at have kørt ind i Mortara tidligere i løbet.

Santiago ePrix
Photo: ABB FIA Formula E

Lucas Di Grassi fik 34 sekunder lagt til hans sluttid, efter sammenstødet med Jose Maria Lopez.

Jose Maria Lopez selv fik en 19 sekunders tidsstraf for at have brugt for meget strøm.

Andre Lotterer fik en 5 sekunders tidsstraf for at have overhalet under gult flag.

Jerome D’Ambrosio fik 5 sekunders tidsstraf for at have kørt for hurtigt under FCY.

Og sidst men ikke mindst, fik Jean-Eric Vergne en 5 sekunders tidsstraf for samme forseelse som D’Ambrosio – ikke at det betød det helt store for Vergne, da han allerede var udgået.

Efter alle disse straffe, var det tid til at få pointene regnet sammen.

Sam Bird er den nye mesterskabsførende foran Jerome D’Ambrosio, Antonio Felix da Costa, Robin Frijns, Jean-Eric Vergne, Mitch Evans, Daniel Abt, Andre Lotterer, Pascal Wehrlein og Alexander Sims. Alle disse kørere har muligheden for at tage mesterskabsføringen ved den næste løbsweekend.

Envision Virgin Racing fører Teammesterskabet foran Mahindra Racing, DS Techeetah, BMW i Andretti Motorsport og Audi Sport ABT Schaeffler.

Relaterede nyheder