Hydrogen bil på vej i ELMS?

Bilteknologierne udvikler sig hele tiden, og nu kan der være nye teknologier på vej i European Le Mans Series.

Automobile Club de l’Ouest og GreenGT har sammen præsenteret et nyt samarbejde – et samarbejde som vi allerede så en forsmag på sidste efterår på Spa Francorchamps, hvor Mission H24 bilen kørte foran offentligheden for første gang.

Samarbejdet kommer til at hedde H24 Racing, og består af en LMP3-basseret racerbil, som har en hydrogen-elektrisk power unit, som driver bilen.

Der er dog stadig langt fra debutten, til at kunne køre 24 timer, som er det ultimative mål i 2024. For at opnå det, skal der testes, testes – og så lige testes lidt mere.

Når holdet føler sig sikker på, at teknologien kan køre i længere tid af gangen, kunne første skridt være deltagelse i European Le Mans Series. Serien har lidt mindre opmærksomhed end FIA World Endurance Championship, og så er løbene også 2 timer kortere.

Der er også lukket op for muligheden for alternative biler i ELMS reglerne, så de kan deltage udenfor konkurrence.

Mission H24, Spa Francorchamps, September 2018
Photo: Mission H24

Over årene har der været mange eksperimenter ved især 24 timers løbet på Le Mans. Nogle er gået godt mens andre er snublet kort tid efter det grønne flag. I nyere tid kom Audi Sport med Diesel i 2006 og vandt, Hope Racing kom med en hybrid racer i 2011 som ikke var den store succes, Nissan kom med den spidse Deltawing racer i 2012, hvilket også var året hvor Audi kom og vandt med Hybrid teknologien – den succes opnåede Deltawing aldrig.

Så Le Mans har traditionelt været stedet, hvor man kunne prøve alternative og innovative ideer af.

Men bliver 2019 året hvor vi får en hydrogen bil at se i rigtig racerløb, og ikke bare opvisning i to omgange? Det ved vi rigtig meget om, når finaleløbet i ELMS 2019 køres i Portimao i oktober måned – men muligheden er der så afgjort.

Relaterede nyheder