R-Motorsport kommer med 4 biler

De får travlt i den sydlige del af Tyskland og nordlige ende af Schweiz i de kommende par måneder.

R-Motorsport stiller nemlig til start med ikke kun 2 DTM biler, men hele 4 DTM biler ved sæsonstarten på Hockenheim i maj.

Ferdinand Habsburg og Daniel Juncadella støder til Paul Di Resta og Jake Dennis, som blev annonceret i sidste uge. Der lød det som om at kun 2 biler ville være klar fra start, men det er nu altså sat op til 4.

Habsburg er 21 år og kommer fra Østrig. Faktisk er han af adelig familie, hvilket ikke er første gang i historien – tænk Niki Lauda. Habsburg har siden 2014 deltaget i forskellige formelbilsserier, men smagte også på sportsvogne ved 24 timers løbet på Daytona i 2018, hvor han kørte for Jackie Chan DC Racing. Nu har han så valgt igen at få tag over hovedet, i Aston Martin Vantage DTM bilen.

Daniel Juncadella
Photo: JJ Media

Juncadella har særdeles godt kendskab til dem, som skal bygge de 4 DTM racere til R-Motorsport, nemlig HWA. Det er holdet som gennem mange år stod for at bygge og drive Mercedes racerne i DTM – fabrikanten som Juncadella har kørt for hidtil inden- og udenfor DTM. Spanieren har 5 DTM sæsoner på CV’et, men de har alle været i stjerne-biler. Derudover er Juncadella også test- og udviklingskører for HWA i Formel E serien. Så han kommer til at bruge mange timer hos dem.

R-Motorsport har fået lov af Aston Martin, til at kalde deres DTM racere for Aston Martin – selvom fabrikken ikke har noget med bilerne at gøre. R-Motorsport er en stor Aston Martin forhandler i Schweiz, og har også kørt med bilmærket i Blancplain Endurance Series, og var tæt på at vinde Bathurst 12 timers løbet tidligere på måneden i Australien med netop den AMR racer.

Men ingen tvivl om at de har fået fat i en god kombination af erfaring (Di Resta og Juncadella) og ungdommelig vovemod (Habsburg og Dennis). Det bliver spændende at følge dem den 4.-5. maj på Hockenheim, når DTM 2019 sæsonen starter.

Relaterede nyheder