Startplaceringerne sat til 12 timers løbet

Kvalifikationen til IMSA WeatherTech SportsCar Championship løbet på Sebring International Raceway blev kørt fredag morgen lokal tid.

De 17 GTD biler var de første på banen.

Trent Hindman i Meyer Shank Racing Acura #86 var den eneste mand til at sætte en tid under 2 minutter, så han snuppede Pole Position foran Robert Foley i Turner Motorsport BMW #96 og Pfaff Motorsports Porsche #9 med Zacharie Robichon på P3. Det var Hindmans første Pole Position i IMSA serien.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #11 leverede lidt af en overraskelse med Rolf Ineichen. Rik Breukers havde haft et uheld i træningen umiddelbart inden kvalifikationen, men mekanikerne fik bilen skruet sammen igen, så Ineichen fik den kvalificeret på en imponerende 4. plads.

Meyer Shank Racing Acura #86
Photo: JJ Media

Christina Nielsen havde opgaven at kvalificere Heinricher Racing w. Meyer Shank Racing Acura #57, og hun kørte bilen ind på 6. startposition, hvilket var en rigtig flot præstation af danskeren.

GTLM bilerne var de næste der skulle på banen.

Ford Chip Ganassi Racing var de første til at sætte hurtige tider, men Porsche svarede hurtigt tilbage. Corvette Racing startede lidt langsommere op, men både Tommy Milner og Antonio Garcia fik mere og mere fart i bilerne, og begyndte at blande sig mellem Porsche og Ford racerne.

Efter at Ford startede så hurtigt, faldt de bare stille og roligt længere og længere tilbage i feltet. Richard Westbrook i #67 gav hurtigt op og kørte i pit, mens Dirk Müller i #66 blev ved med at prøve, men ikke nok til at få ham væk fra 8. og sidstepladsen i GTLM.

Men efter de 15 minutters kval, endte det med Porsche #911 med Patrick Pilet på Pole foran Laurens Vanthoor i #912, mens Antonio Garcia i Corvette Racing #3 som han deler med Jan Magnussen og Mike Rockenfeller, kørte bilen ind på P3. Richard Westbrook i Ford Chip Ganassi Racing #67 endte på fjerdepladsen.

Porsche #911
Photo: JJ Media

BMW sluttede 6’er og 7’er – faktisk med præcis samme omgangstider ned til tusindedele! De var godt et halvt sekund fra Pole i klassen.

DPi og LMP2 racerne var de sidste som skulle på banen.

Pipo Derani i Whelen Engineering Cadillac #31 var den første mand til at sætte en hurtig tid blandt DPi bilerne. Acura Team Penske kørerne vågnede dog op, og snuppede 1-2.

Mazda Team Joest #77 med Tristan Nunez ville også blande sig, og kilede sig ind mellem de to Acura racere.

De første 3 kørere pittede med 4 minutter igen – og det viste sig også at de kunne med sindsro, da ingen kunne forbedre tiderne.

Så Dane Cameron tog Pole Position for Acura Team Penske #6 foran Tristan Nunez i Mazda Team Joest #77 og Helio Castroneves i Acura Team Penske #7. Den bedste Cadillac blev Mustang Sampling på P4 med Filipe Albuquerque. Med de andre Cadillac racere på 5., 6., 8., 9., og 10. pladsen, var det bestemt ikke nogen god kval for dem.

Acura Team Penske #6
Photo: JJ Media

Core Autosport Nissan #54 brugte som altid tiden på at give Jon Bennett nogle ekstra omgange i bilen, så de var ikke nogen faktor i kvalen.

I LMP2 havde Matt McMurry i PR1 Mathiasen Motorsports #52, som han deler med Anders Fjordbach denne weekend, samt Kyle Masson i Performance Tech Motorsports #38 en fantastisk kamp, hvor P1 skiftede omgange for omgang. Det endte med #52 tog Pole med 0,011 sekund foran #38. Desværre er der kun de to biler i weekendens løb i LMP2 klassen.

PR1 Mathiasen Motorsports #52
Photo: JJ Media

Nu kan holdene slappe af i små 21 timer, inden der er en kort warm-up, inden løbet starter 10.40 lokal tid – 15.40 dansk tid lørdag.

Relaterede nyheder