Jensen på fuld tid i ELMS

Den danske racerkører Mikkel Jensen får travlt i 2019.

Ikke nok med at han er fabrikskører for BMW Motorsport i Intercontinental GT Challenge samt udvalgte VLN løb, skal han også deltage i både European Le Mans Series samt Road to Le Mans.

Det bliver det italienske Eurointernational hold, som Jensen skal køre for i en Ligier JS P3 LMP3 racer for. Han får tyske Jens Petersen som holdkammerat gennem de 6 ELMS løb, samt det ene Road to Le Mans event, som køres som supportløb til 24 timers løbet på Le Mans banen i juni måned.

Mikkel kender allerede holdet, da han kørte for dem til netop Road to Le Mans løbet i 2018. Men ellers kørte han 4 ud af 6 afdelinger i European Le Mans Series for AT Racing, hvor de to resterende afdelinger havde datosammenfald med BMW opgaverne i ADAC GT Masters. I 2017 kunne det lade sig gøre at køre 5 ud af 6 afdelinger – så 2019 bliver første gang at han skal køre en hel sæson i ELMS serien.

Eurointernational #11
Photo: JJ Media

Serien starter om mindre end en måned på Paul Ricard, inden den også gæster Monza i maj, herefter Road to Le Mans løbet i juni, Circuit de Catalunya i juli, Silverstone i august, Spa Francorchamps i september og så finalen på Portimao i oktober måned.

Mikkel Jensen har flere Pole Positions i LMP3 i bagagen, mens Jens Petersen kommer til holdet som forsvarende Michelin Le Mans Cup mester i en Norma LMP3 racer. Så den dansk-tyske duo kan meget vel gå hen og blande sig i toppen af LMP3 feltet, som tæller 14 fuldtids tilmeldte til sæsonen.

Alt i alt bliver der mere eller mindre dansker invasion i ELMS samt Michelin Le Mans Cup, som er en supportserie til ELMS, hvor vi udover Mikkel Jensen også finder Martin Vedel Mortensen, Christian Stubbe Olsen, Michelle Gatting, Anders Fjordbach, Dennis Andersen samt Mikkel Mac.

European Le Mans Series sæsonen starter den 14. april på Paul Ricard i Sydfrankrig.

Relaterede nyheder