6 timers IMSA ræs på Watkins Glen

IMSA WeatherTech SportsCar Championship var tilbage efter Le Mans pausen, hvor alle klasserne var kommet til Watkins Glen, til Sahlen’s Six Hours Of The Glen.

Udover at være tællende til det normale IMSA mesterskab, så var det også tællende til Michelin Endurance Cup, som er de længere løb på kalenderen – Daytona, Sebring, Watkins Glen og Road Atlanta. Løbet var hele 6 timer, og derfor havde flere at holdene også taget en ekstra kører med.

Mazda Team Joest #77 med Oliver Jarvis, Tristan Nunez og Timo Bernhard havde taget Pole Position blandt DPi bilerne, foran Acura Team Penske #6 og #7. Mazda Team Joest #55 var firer, inden alle Cadillac racerne kom, med CORE autosport Nissan #54 som den langsomste bil.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Matt McMurry, Gabriel Aubry og Eric Lux tog Pole i LMP2 klassen, foran Performance Tech Motorsports #38.

Antonio Garcia kørte Corvette Racing #3, som han deler med Jan Magnussen, til Pole Position i GTLM klassen, foran Ford Chip Ganassi Racing #67 og Corvette Racing #4.

GTD klassen havde en Meyer Shank Racing Acura 1-2 med #86 kørt af Mario Farnbacher, Trent Hindman og Justin Marks på Pole foran #57 med Christina Nielsen som køreren der satte tiden – hun deler den med Katherine Legge og Ana Beatriz. Turner Motorsport BMW #96 startede løbet som 3’er.

Moorespeed Audi #19 kunne desværre ikke deltage i løbet, da Will Hardeman havde et stort uheld under fredagens første træning, som skadede bilen så meget at teamet ikke kunne køre mere i weekenden.

Porsche #911 var under reparation på startgridden, grundet et problem i søndagens warm-up, ikke meget mere end en time før staten af løbet. Men de fik bilen klar, og kørte med ud på opvarmningsomgangen.

AIM Vasser Sullivan Lexus #12 måtte starte løbet fra pitten grundet problemer, hvor holdet ikke nåede ud fra pitten inden den lukkede.

Acura Team Penske #6 blev nød til at skifte et dæk ude på startgridden, og derved skulle starte løbet fra pitlane. Reglerne i IMSA er at man skal starte løbet på de samme dæk som man kvalificerer på, og gør man ikke det, så skal man starte bagerst.

Sahlen’s Six Hours Of The Glen 2019 start
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Mazda Team Joest #55 forsøgte at komme op på andenpladsen allerede i Sving 1, men det lykkedes ikke.

I GTLM klassen var der kontakt mellem Laurens Vanthoor i Porsche #912 og Corvette Racing #4, hvilket sendte Tommy Milner i #4 hårdt i autoværnet, og på tværs af banen. Ben Keating i Riley Motorsports – Team AMG Mercedes #33 klippede den spindene Corvette, hvilket sendte ham hårdt i autoværnet. Paul Miller Racing Lamborghini #48 var uheldig at samle nogle vragdele op, så de punkterede på venstre bagdæk.

Pfaff Motorsport Porsche #9 snittede også den spinnende Corvette, hvilket kostede dem en forkofanger samt punktering.

Det udløste naturligvis en Safety Car, så Corvette og Mercedes racerne kunne blive bjerget. Det var super uheldigt for Corvette Racing, da det var deres reservebil, efter Marcel Fässlers uheld på Le Mans, hvor den primære løbsbil blev smadret – og nu er denne bil også smadret.

Acura Team Penske #6 var heldig med den tidlige SC periode, så de ved genstarten af løbet var blevet sendt frem i feltet, og kunne genoptage løbet lige bagved alle de andre DPi racere.

Paul Miller Racing Lamborghini #48
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Genstarten blev ligeså kaotisk, hvor Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 forsøgte at overhale både Heinricher Racing w/Meyer Shank Racing #57 og WeatherTech Racing Ferrari #63. Der var kontakt mellem de tre biler, hvor det endte med at Christina i #57 tabte to pladser, men alle kunne fortsætte.

Whelen Engineering Cadillac #31 fik en punktering på venstre baghjul, og snittede holdkammeraterne i Mustang Sampling #5, inden Felipe Nasr borede bilen ned i gruset i afkørselsområdet.

Det udløste endnu en Safety Car periode, så Nasr kunne blive slæbt ud af gruset. Herefter kunne han selv køre tilbage til pitten, hvor han fik et nyt sæt dæk, en ny bagvinge og ny motorhjelm, da alle disse var ødelagt på grund af det punkterede dæk.

JDC-Miller Motorsports #84 & #85
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Juncos Racing Cadillac #50 og CORE autosport Nissan #54 fik begge en 60 sekunders Stop & Go Straf for at have kørt ud af pitten for rødt lys, efter deres pitstop under Safety Car perioden.

Ford Chip Ganassi Racing #67 havde overtaget føringen i GTLM, mens Meyer Shank Racing Acura #86 holdt fast i føringen i GTD. Performance Tech Motorsports #38 havde taget føringen i LMP2.

Mazda Team Joest #55 kom op på andenpladsen i løbet, da Harry Tincknell fik en god slipstream ned  var af langsiden, mens Ricky Taylor i Acura Team Penske #7 var i gang med at overhale langsommere trafik.

Corvette Racing #3
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

De to Mazda Team Joest racere byttede plads efter deres første pitstop, da #55 kunne køre en ekstra omgang. De lå dog begge bagved Mustang Sampling Cadillac #5, som havde haft et pitstop tidligt i løbet, og var derfor ikke på samme taktik som Mazda’erne.

JDC-Miller Motorsports Cadillac #84 havde kørt 6 mph for hurtigt i pitten, så de fik en Drive-through straf for det.

En time inde i løbet kom der for alvor gang i GTLM klassen, da Ford Chip Ganassi Racing mistede to pladser i løbet af samme omgang, så Corvette Racing #3 var i front af feltet, foran BMW Team RLL #24. #67 havde et kort øjeblik ude på banen, hvor bilen ikke accelererede for Richard Westbrook som ønsket. Englænderen oplyste efterfølgende at det justerbare rat var gået løs i bilen, så han måtte i gang med at låse det fast igen. Det er noget der bliver brugt i forbindelse med kørerskiftene, så den kan tilpasses de enkelte kørere.

CORE autosport Nissan #54
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

JDC-Miller Motorsports Cadillac #85 havde et solospin men kom hurtigt videre, selvom Misha Goikhberg havde et lille kys med dækbarrieren i Sving 9.

Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 havde en skade på bagvingen, efter kontakten med de to GTD konkurrenter tidligere i løbet. Det forsøgte mekanikerne at reparere med en hammer og nogle tape – men der var stadig fire en halv time tilbage at køre, så det var tvivlsom om det kunne holde hele vejen.

100 minutter inde i løbet var der ballade mellem JDC-Miller Motorsports Cadillac #84 og Magnus Racing Lamborghini #44, som ramte hinanden på vej ind i Sving 5. Whelen Engineering Cadillac #31 var også involveret, men slap derfra uden at spinne.

Performance Tech Motorsports #38
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Den strandede #84 samt en ødelagt dækmur udløste en Safety Car periode – men alle GTLM biler på nær Ford Chip Gannasi Racing #66 nåede i pit inden, så de kunne få bilen tanket og skiftet dæk, inden pitlane blev lukket.

Stephen Simpson fik #84 kørt tilbage til pitten, men med store skader på bilens bagende, der krævede en ny bagvinge og motorhjelm.

To timer inde i løbet var Mazda Team Joest #77 i føring af løbet, foran #55 og Acura Team Penske #7. Performance Tech Motorsports #38 førte LMP2 foran PR1 Mathiasen Motorsports #52. I GTLM var BMW Team RLL #25 førende foran Corvette Racing #3 med Jan Magnussen bag rattet og BMW #24. I GTD klassen var Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 førende foran Meyer Shank Racing Acura #86 og Turner Motorsport BMW #96. Christina Nielsens Heinricher Racing w/Meyer Shank Racing Acura #57 var på 6. pladsen i GTD – med Ana Beatriz bag rattet.

Heinricher Racing w/Meyer Shank Racing Acura #57
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

JDC-Miller Motorsports Cadillac #84 fik også en 10 sekunders Stop & Go straf, for have have tanket mens pitten var lukket – og så ikke vende tilbage til pitten for at tanke mens den var åben.

Paul Miller Racing #48 fik et problem hvor Corey Lewis måtte køre bilen stille og roligt tilbage til pitten, da mekanikerne kunne se nogle problemer med bilens motor.

To en halv time inde i løbet kom Corvette Racing #3 med Jan Magnussen bag rattet i front af GTLM igen, med en flot overhaling af Tom Blomqvist i BMW Team RLL #25. Alle 7 GTLM biler var dog stadig indenfor 8 sekunder af hinanden, så absolut intet var afgjort i den tætte klasse.

Porsche #911
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

JDC-Miller Motorsports #85 og Turner Motorsport BMW #96 havde kontakt i det næstsidste sving, hvilket gav #96 en punktering. Til alt held kunne Bill Auberlen hurtigt få bilen tilbage til pitten – men ærgerligt for holdet, som havde været i top 3 det meste af dagen. Bill var nemlig lige kommet ud fra hans pitstop, så det var et ekstra pitstop for GTD holdet. #85 fik en Drive-through straf for forseelsen.

Porsche var lidt hurtigere i forbindelse med deres 3. regulære pitstop i GTLM klassen, så #911 kom ud i føring af klassen, foran #912 og Corvette Racing #3.

Halvvejs i løbet var Mazda Team Joest #55 i føring af løbet, foran Acura Team Penske #7 og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10. I LMP2 var det fortsat Performance Tech Motorsports #38 i front, med PR1 Mathiasen Motorsports #52 toer. GTLM var #911, #912 og #3, mens WeatherTech Racing Ferrari #63 var førende i GTD, foran Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 og AIM Vasser Sullivan Lexus #12, mens Nielsen’s Acura #57 var P4.

PR1 Mathiasen Motorsports #52
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Ana Beatriz havde fået kørt Heinricher Racing w/Meyer Shank Racing Acura #57 op på 3. pladsen i GTD klassen, og hentede samtidig ind på de førende i klassen.

CORE autosport Nissan #54 havde et problem, hvor Colin Braun stoppede ude på banen, men heldigvis på et af de stykker asfalt, som ikke bliver brugt denne weekend. Derfor var der ikke behov for en Safety Car periode, og de kunne blot lade bilen stå der.

Jan Magnussen kunne, i sit 150. løb for Corvette Racing, levere bilen tilbage til Antonio Garcia på P3 i GTLM klassen, med begge Porsche racere indenfor rækkevidde.

Park Place Motorsports Porsche #73 måtte desværre udgå med et teknisk problem, som teamet ikke kunne løse.

To en halv time før afslutningen af løbet, var der sammenstød mellem Helio Castroneves i Acura Team Penske #7 og Matt McMurry i PR1 Mathiasen Motorsports #52. Castroneves dykkede meget sent i overhalingen, og de to biler rørte hinanden. Dommerne valgte dog ikke at give nogen af kørerne straf.

Turner Motorsport BMW #96
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Mustang Sampling Cadillac #5 og BMW Team RLL #25 snittede hinanden ude på banen, men uden at der skete skade på nogen af bilerne.

JDC-Miller Motorsports Cadillac #84 fik en ordentlig straf – 60 sekunders Stop & Go, for at have kørt for hurtigt i pitten. Det var så også kun 34 miles per hour for hurtigt, så det var vel fair nok…

De to Mazda Team Joest racere blev samlet, da Tristan Nunez i #77 kom til at hænge fast bag Joao Barbosa i Mustang Sampling Cadillac #5. #5 var på grænsen til at blive overhalet med omgang nummer 2, men Barbosa ville ikke give sig. Så i stedet for at lave noget dumt, blev Nunez bare bagved. De skulle dog snart til at gøre noget, da Acura Team Penske #6 med Dane Cameron kom blæsende bagfra, og hentede de to Mazda racere med op imod halvandet sekund per omgang. Ikke så pænt kørt Barbosa i #5. Mazda valgte dog at løse “problemet” ved at pitte #77, og dermed slippe af med den langsomtkørende Cadillac foran dem.

Corvette Racing #3 havde fået et problem med radiokontakten ud til Garcia i bilen, så de måtte gå over til at kommunikere med et godt gammeldags pitboard, for at lade spanieren vide, hvornår at han skulle i pit m.v. Ved det efterfølgende pitstop forsøgte mekanikerne at løse problemet, mens der blev tanket og skiftet dæk – men for en sikkerheds skyld fik Garcia også et stykke papir med noter på, i tilfælde af at radioen stadig ikke ville komme til at virke.

Mazda Team Joest #55
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Mazda Team Joest #55 var kommet i føring af løbet, da Olivier Pla fik kørt nogle rigtig gode omgange inden at han pittede, så han kom ud 10 sekunder foran holdkammerat Oliver Jarvis i #77.

Performance Tech Motorsports #38 lavede et meget sent dyk på Porsche #911 ind i chikanen, hvor der var kontakt mellem de to biler. Andrew Evans i #38 spandt rundt midt på banen, og blev ramt af BMW Team RLL #25 som kørte lige bagved, som fik nogle skader på fronten af bilen. Det gjorde samtidig at føringen i GTLM klassen skiftede, da #25 kom forbi #911.

#38 kom tilbage på banen, efter nogle minutters reparation, men gik så i stå i Sving 7. Evans kunne ikke få liv i bilen igen, så det udløste en Safety Car periode. Løbsledelsen valgte at give alle holdene en mulighed for at pitte, inden at de sendte SC på banen, da det jo som bekendt betød at pitten ville være lukket.

DPi holdene valgte at pitte under SC perioden, og det gav nogle interessante forskydelser. Acura Team Penske #6 var hurtigere til at få deres pitstop udført, så de var de nye førende. Mazda Team Joest #55 skulle ikke tanke helt så meget som #77 holdkammeraterne, og kom derfor ud på andenpladsen.

Ford Chip Ganassi Racing #67
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

En stor del af GTLM holdene valgte også at pitte, så Porsche #911 nu var førende foran Ford Chip Ganassi Racing #67 og #66. Nogle af GTD holdene valgte at pitte – men Meyer Shank Racing Acura #86 var stadig førende foran søsterbilen #57, som nu havde Katherine Legge bag rattet, mens Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 var treer. PR 1 Mathiasen Motorsports #52 var eneste LMP2 bil, der stadig kørte, efter Performance Tech Motorsports #38 jo var gået i stå ude på banen.

Løbet blev givet frit med 67 minutter tilbage.

Mustang Sampling Cadillac #5 fik en drive-through for at have overhalet under gul flagzone – ikke at det ville have nogen indflydelse for dem, da de lå ene og alene på 6. pladsen, en omgang efter de førende og med to omgange ned til holdkammeraterne i #31.

AIM Vasser Sullivan Lexus #12 fik en straf for at være kørt ud på banen , uden at have spændt sikkerhedsselerne – drive-through straf.

Harry Tincknell i #55 var helt oppe på siden af Juan Pablo Montoya i #6, men måtte flette ind bagved igen, for Montoya er ikke en kører som du kan udbremse på vej ind i chikanen.

Skaderne på motorhjelmen på BMW Team RLL #25 blev værre og værre, så holdet valgte at pitte bilen til ekstra reparationer. Mens de tankede bilen, blev der split en masse brændstof, som så satte ild til bagenden og bunden af bilen. Heldigvis kom Connor De Phillippi ud af bilen, og mekanikerne var hurtige til at få slukket ilden igen. Men #25 var ude af topkampen i dagens løb.

Meyer Shank Racing Acura #86
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Corvette Racing #3 og Ford Chip Ganassi Racing #66 havde en tæt kamp om 3. pladsen i løbet, men Dirk Müller i #66 fik afvist Garcia.

De to GTD Acura racere #86 og #57 var de to første til at pitte for sidste gang i løbet, efterfulgt af AIM Vasser Sullivan Lexus #14 omgangen efter.

Acura Team Penske #6 og de to Mazda Team Joest racere #55 og #77 kørte på en lang stribe, hvor afstandene hele tiden varierede.

42 minutter for afslutningen af løbet dykkede Tincknell forbi Montoya, med en lille smule kontakt mellem de to biler – men #55 var forbi og ny førende i løbet. Herefter måtte Jarvis i #77 forsøgte at komme forbi, men det krævede nok lidt trafik, for at de to kunne komme tæt nok på hinanden.

Starworks Motorsport Audi #8 havde føringen i GTD, og forsøgte med Ryan Dalziel at komme hele vejen til mål, uden at skulle tanke igen. Holdet skulle dog have lidt held med en Safety Car periode, plus at han satte halvandet sekund til per omgang til Mario Farnbacher i Meyer Shank Racing Acura #86 på andenpladsen.

Mazda Team Joest #55 var først i pitten i DPi klassen. Her blev det klart at den ene af holderne til bagvingen var knækket, men holdet inspicerede den kortvarigt, og sendte Tincknell tilbage på banen.

Mustang Sampling Cadillac #5
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Mazda #77 kom forbi Acura #6 i en ren duel mellem de to tankmænd, hvor bilerne samtidig fik fire nye dæk på. Dermed var det en Mazda 1-2 med 31 minutter tilbage af løbet.

Porsche havde en 1-2 føring i GTLM, men de var på to forskellige strategier, så #912 skulle i pit igen, såfremt at der ikke kom en Safety Car periode henimod slutningen af løbet.

De to Mazda racere blev ved med at køre hurtige omgange, og trak længere og længere væk fra Acura #6. Faktisk var de tæt på at køre hurtigste omgang i løbet, så der blev virkelig presset på af Tincknell og Jarvis.

Katherine Legge i Heinricher Racing w/Meyer Shank Racing Acura #57 lå helt oppe under bagvingen på Toni Vilander i WeatherTech Racing Ferrari #63, i duellen omkring 4. pladsen i GTD, som ville blive til P3, såfremt Starworks Motorsport Audi #8 ude i front pittede. #8 kom dog under pres fra Meyer Shank Racing Acura #86, som havde masser af benzin i tanken, mens #8 måtte køre økonomikørsel, for at prøve at trække det så langt som muligt. Med 16 minutter tilbage af løbet tog #86 føringen af GTD. Turner Motorsport BMW #96 var den næste bil i rækken til at overhale, #8.

Nick Tandy i Porsche #911 og Antonio Garcia i Corvette Racing #3 lå et par sekunder fra hinanden, i duellen omkring andenpladsen, som ville blive til en kamp om føringen af løbet, når #912 skulle i pit.

Mazda Team Joest #55 begyndte at tabe dele af motorhjelmen. Den del begyndte at blafre i vinden, som så virkede som en faldskærm ned af langsiden, hvilket gjorde at #77 kunne lukke hullet.

BMW Team RLL #25
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Starworks Motorsport Audi #8 pittede med 12 minutter tilbage af løbet, og var dermed ude af kampen omkring podiepladserne i GTD. De kunne dog ikke få bilen startet igen, så mekanikerne forsøgte at skubbe den ned af pitten, indtil de blev stoppet af officials. Så måtte de skubbe den en halv pitlane tilbage, for at prøve at få bilen startet. De var dog efterhånden faldet tilbage på sidstepladsen i GTD, blandt de kørende biler, hvilket var lidt ærgerligt for dem.

Turner Motorsport BMW #96 var indenfor et sekund af Meyer Shank Racing Acura #86 med 5 minutter tilbage af løbet – ligesom Porsche #911 var under et sekund i front af Corvette Racing #3.

Men efter 6 timers intensiv ræs var Mazda Team Joest #55 med Harry Tincknell, Olivier Pla og Jonathan Bomarito først bil over målstregen, foran holdkammeraterne i #77 med Oliver Jarvis, Tristan Nunez og Timo Bernhard, mens Acura Team Penske #6 med Juan Pablo Montoya og Dane Cameron treer.

I LMP2 vandt PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Matt McMurry, Gabriel Aubry og Eric Lux foran Performance Tech Motorsports #38 med Kyle Masson, Cameron Cassels og Andrew Evans.

Starworks Motorsport Audi #8
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

GTLM klassen havde kamp indtil den allersidste omgang, men det var Porsche #911 med Nick Tandy og Patrick Pilet der vandt, foran Corvette Racing #3 med Antonio Garcia og Jan Magnussen, og Ford Chip Ganassi Racing #67 med Richard Westbrook og Ryan Briscoe. Sejren markerer for øvrigt 50 året for Hurley Haywoods første sejr for Porsche – i netop en Brumos bemalet Porsche. Derfor kørte både #911 og #912 med Brumos bemalingen igen denne weekend.

Meyer Shank Racing Acura #86 vandt GTD med Trent Hindman, Mario Farnbacher og Justin Marks, foran Turner Motorsport BMW #96 med Bill Auberlen, Robby Foley og Dillon Machavern, med WeatherTech Racing Ferrari #63 med Toni Vilander, Cooper MacNeil og Jeff Westphal på P3.

Heinricher Racing w/Meyer Shank Racing Acura #57 med Christina Nielsen, Ana Beatriz og Katherine Legge sluttede på en lidt ærgerlig 4. plads, efter at have lagt toer i klassen gennem en stor del af løbet.

Acura Team Penske #6 fører DPi mesterskabet, Performance Tech Motorsports #38 fører LMP2, Porsche #911 fører nu GTLM foran Corvette Racing #3, mens Meyer Shank Racing Acura #86 fører GTD mesterskabet.

Det næste IMSA WeatherTech SportsCar Championship løb køres allerede næste weekend, hvor Canadian Tire Motorsport Park i Canada er destinationen.

Relaterede nyheder