Ræs til stregen på Nürburgring

DTM 2019 sæsonens 3. sidste løb blev kørt på Nürburgring, hvor mesterskabsførende Rene Rast havde en rigtig god chance for at sikre sig titlen før tid.

Godt nok havde Jamie Green taget Pole Position, foran Rene Rast – men kun med 0,001 sekunds forspring! Mike Rockenfeller, Robin Frijns, Jonathan Aberdein og Loic Duval fortsatte Audi dominansen, inden Timo Glock var den bedste BMW mand foran treer i mesterskabet, Marco Wittmann.

Mesterskabsudfordrer Nico Müller startede helt tilbage fra P14, og skulle derfor meget længere frem i feltet, for at kunne forhindre Rast i at tage titlen allerede i dag.

Bedste R-Motorsport Aston Martin kører var Ferdinand Habsburg på P15. Desværre kunne Paul Di Resta ikke deltage i dagens løb, grundet et teknisk problem med hans Aston.

Kvalifikationsresultatet betød dog at kun Rast og Müller kunne vinde mesterskabet, da Wittmann var så mange point bagud, at han ikke længere kunne hente Rast. Dermed var Audi Sport sikre på at vinde både Konstruktør og Kørertitlen i 2019 sæsonen, med 3 løb (inklusiv dagens) tilbage.

Jamie Green
Photo: JJ Media

Rast tog starten, og Green flettede ind bagved, foran Rocky, Duval og Frijns.

På anden omgang holdt Glock på tværs i Sving 1, da han han fik et skub af holdkammerat Sheldon van der Linde. Dommerne gav van der Linde en Drive-through straf for puffet.

Wittmann var den eneste BMW kører i Top 8 – med en 7. plads, men meget kunne ændre sig på de resterende 50 minutter af løbet.

Müller fik arbejdet sig lidt frem i feltet, efter van der Linde havde taget Drive-through samt det første pitstop, mens Nico selv dykkede forbi Philipp Eng, og dermed var oppe som 9’er. Men så længe at Rast var ude i front, var det underordnet, med mindre at Müller sluttede toer i løbet.

Müller var den næste mand til at pitte, efter 10 kørte omgange. Omgangen efter var Pietro Fittipaldi og Timo Glock inde til deres dækskift. Mekanikerne hos Fittipaldi havde problemer med at få hjulet på igen, så det kostede ham både tid og placering til Glock.

Philipp Eng
Photo: JJ Media

Rast pittede efter 12 omgange af løbet, for ikke at blive fanget af en eventuel Safety Car periode. Omgangen efter var Green inde til hans stop, og den fri omgang og et hurtigere pitstop gjorde at han kom ud foran Rast, men var på koldere dæk. Så få sving senere var Rast helt oppe under bagvingen af holdkammeraten, men kom ikke forbi.

Duval var inde efter 15 omgange, og kom ud et par sekunder efter Green/Rast kampen, og et par sekunder foran Müller, som havde vundet meget tid efter hans pitstop. Han var dog også den i frontgruppen, som havde pittet først. Müller nåede dog ikke forbi Duval, inden Duval havde varme i dækkene.

Frijns og Eng pittede efter 17 omgange, og kom ud efter Duval/Müller kampen. Eriksson og Wittmann pittede i de efterfølgende omgange, men kom ud bag hele Audi toget.

Rockenfeller var den sidste Audi mand til at pitte, og kom ud efter Frijns, og foran Aberdein, som det lykkedes for ham, at holde bag sig.

R-Motorsport Aston Martin havde en 1-2 føring af løbet, da hverken Habsburg eller Daniel Juncadella havde pittet.

Müller begyndte allerede at tabe fart efter 24 omgange, da Frijns kunne køre forholdsvis let forbi ham.

Jake Dennis
Photo: JJ Media

Frijns fortsatte fremgangen i løbet, da han også passerede Duval, og dermed lå på den reelle 3. plads i løbet, små sekunder efter Green/Rest kampen.

Marco Wittmann kørte pludselig langsom ude på banen, men fik BMW raceren genstartet, så hans alarmer forsvandt.

Daniel Juncadella var den sidste mand til at pitte, og dermed var den reelle stilling Green, Rast, Frijns, Duval, Müller, Rockenfeller, Aberdein, inden Eng var bedste BMW mand på P8.

Wittmann fik problemer med bilen endnu en gang, og trillede herefter i pit, og ud af løbet, grundet de tekniske problemer.

Der var lidt af et tog bag Duval, hvor Müller dog havde mere travlt med at forsvare sig overfor Rockenfeller, end angribe Müller. Aberdein var sidste mand i rækken, og han kørte og ventede på at de andre måske ville kvaje sig. Aberdein begyndte dog at bruge af hans DRS, så han kom helt op bag Rocky.

8 minutter før løbets afslutning var Frijns nået op til Rast, med de meget mere frisk dæk, plus brug af DRS. Det lykkedes ham at komme forbi, og var dermed toer i løbet. Kort tid efter kom Aberdein forbi Rocky, og satte herefter jagten ind på Müller.

Müller var nået op til Duval, som han død og pine skulle forbi, såfremt han ville holde liv i titelchancen. Elastikken blev dog trukket ud igen, så schweizeren var længere fra Duval, end Aberdein var bag Müller.

De sidste omgange for Müller var ren defensiv kørsel, hvor han begyndte at køre meget alternative linjer, for at holde Aberdein bagved. Det betød at Rockenfeller lukkede hullet op til de to. 3 omgange før mål kom Aberdein forbi Müller, og få sving senere var Rocky også.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Frijns havde lukket hullet op til Green, og forsøgte at dykke forbi på næstsidste omgang, men fik udbremset sig selv, og måtte køre henover græsset i chikanen, og give føringen tilbage til Green.

Jamie Green vandt løbet foran Robin Frijns, Rene Rast, Loic Duval, Jonathan Aberdein, Nico Müller og Mike Rockenfeller, mens Philipp Eng var den bedste BMW mand i P8, foran Timo Glock og Bruno Spengler. Daniel Juncadella var bedste R-Motorsport Aston Martin kører i P12.

Det var første sejr for Green i næsten to år, så Audi køreren var naturligt nok glad efter løbet.

Rene Rast er DTM Mester 2019, foran Nico Müller, som næsten er sikker på andenpladsen foran Marco Wittmann. Der er 41 point mellem Müller og Wittmann, og der er stadig 56 potentielle point at køre om.

Sæsonens sidste pokaler skal uddeles om 3 uger på Hockenheim, når de to finaleløb i DTM skal køres på samme bane, som sæsonen startede på i maj måned.

Relaterede nyheder