Calado ny mand hos Jaguar

Panasonic Jaguar Racing får et nyt ansigt i bilen, når den 6. sæson af ABB FIA Formula E Championship starter i november måned.

30-årige James Calado bliver holdkammerat med Mitch Evans, og erstatter dermed Alexander Lynn, som ellers havde sædet i anden halvdel af foregående sæson, efter Nelson Piquet Jr. forlod teamet.

Det bliver 4. sæson for Jaguar i Formel E serien, men de har endnu de helt store triumfer til gode, bortset fra et enkelt podie i deres anden sæson, og en enkelt sejr i deres tredje – begge kørt hjem af Mitch Evans.

James Calado
Photo: Jaguar Racing

Calado har en baggrund i formelbiler, hvor han nåede hele vejen op i GP2, inden det spor sluttede for ham. I stedet fik han kontrakt med AF Corse i FIA World Endurance Championship, hvor han blev Verdensmester i 2017, samt vandt 24 timers løb på Le Mans i 2019 i GTE kategorien, i en Ferrari 488 GTE.

Kontrakten med Calado er interessant, da en anden kører hos AF Corse, nemlig landsmanden Sam Bird, er blevet nød til at vælge FIA WEC fra, på grund af datosammenfald på kalenderne. At Calado skriver under med Jaguar nu, tyder enten på at Jaguar er villige til at lade ham springe to weekender over – eller også at der kommer ændringer i kalenderen, som vil få det hele til at falde i hak. Alt tyder i øjeblikket på det sidste.

ABB FIA Formula E Championship 2019/20 starter, efter den nuværende kalender, den 22.-23. november i Diriyah, Saudi Arabien.

Relaterede nyheder