MSR og Harvey bekræftet de næste to år

Meyer Shank Racing melder sig klar til fuld sæson i NTT IndyCar Series 2020 og 2021.

Holdet startede med at deltage i Indycar serien i 2018, hvor de kørte 6 udvalgte løbsweekender. I 2019 blev det udvidet til 10, mens målet hele tiden har været at kunne køre en fuld sæson.

Det lykkedes nu fra 2020, med hjælp fra Autonation og SiriusXM, som skal sponsorere bil #60 med Honda motor, og Jack Harvey bag rattet.

MSR holdet har hidtil haft et samarbejde med Schmidt Peterson Motorsports, men da de skifter til Chevrolet motorer i 2020, er det ikke længere muligt.

Derfor har teamejer Michael Shank lavet en aftale med Andretti Autosports, som de skal have et teknisk samarbejde med. Andretti holdet deltager i forvejen med 4 biler under deres eget navn, plus 5. bilen hos Harding Steinbrenner Racing, som holdet også skal drive i 2020.

Jack Harvey
Photo: JJ Media

MSR holdet har et mangeårigt samarbejde med Honda, da de også deltager i IMSA WeatherTech SportsCar Championship med Acura GT3 racere, hvor Acura er et søsterbrand til Honda.

MSR og Andretti arbejdede også sammen omkring Indy 500 tilbage i 2017, hvor Jack Harvey ligeledes var chauffør på bilen. Den tidligere britiske Formel 3 mester har siden 2014 kørt i USA, hvor han to gange sluttede toer i Indy Lights mesterskabet til henholdsvis Gabby Chaves og Spencer Pigot.

NTT IndyCar Series starter den 15. marts 2020 i St. Petersburg, Florida.

Relaterede nyheder