26 biler tilmeldt Asian LMS 2019/20

En uge inden sæsonstarten, har Asian Le Mans Series offentliggjort deltagerlisten til 2019/20 sæsonen.

Listen tæller i alt 26 tilmeldinger, som forhåbentlig allesammen kommer til at køre hele sæsonen.

I LMP2 kategorien har 7 biler tilmeldt sig, i form af Eurasia Motorsport og Inter Europol Endurance med to Ligier JS P217 racere hver. Thunderhead Carlin Racing kommer med deres Dallara P217, mens G-Drive Racing by Algarve kommer med en Aurus 01. Disse 4 navne er velkendte fra den Europæiske Le Mans serie, mens K2 Uchino Racing har fået fat i en ORECA 07, som vi skrev om tidligere på ugen. Med den deltagerliste, og med det i mente at ORECA (/Aurus) chassiset er helt suverænt i Europa, må G-Drive Racing by Algarve holdet været favoritter til at tage titlen. Men som altid kan der ske overraskelser i langdistanceløb.

Der er 4 tilmeldte biler til LMP2 Am, hvor ARC Bratislava vender tilbage for at forsvare titlen. De skal køre en Ligier JS P2, hvilket er samme model som Rick Ware Racing har valgt til deres to biler. Dog mangler der stadig kørere i den ene bil, så det skal til at gå lidt travlt med at få den eller denne på plads inden næste weekend. RLR MSport har feltets eneste ORECA 05 på banen, og de virker umiddelbart til at være de største udfordrere til ARC Bratislava, når man kigger på kørersammensætningerne.

LMP3 kategorien er lutter kendte navne blandt de 6 biler – i hvert fald hvis man har fulgt med i ELMS i 2019. Nielsen Racing stiller op med to Norma M30 racere, som får følgeskab af Graff med en enkelt. ACE1 Villorba Corse stiller op med en Ligier JS P3 racer, mens Viper Niza Racing stiller op med deres enlige bil som altid. De forsvarende mestre, Inter Europol Competition kommer også med en enkelt Ligier, og de virker som topfavoritter til at genvinde titlen, da de stiller op med de to næsten-ELMS mestre Martin Hippe og Nigel Moore i bilen. Hvis Norma racerne viser ligeså god fart som i Europa, kan de også blive en faktor, men her har det ofte knebet med at få bilerne til at holde alle 4 timer – så hvordan bliver det under de meget varmere, asiatiske temperaturer som man især oplever på Sepang og Buriram…?

Agile 4 Hours of Shanghai 2018
Photo: Asian Le Mans Series

GT kategorien har et virkelig flot felt i år. 9 biler er tilmeldt sæsonen, hvor Ferrari 488 GT3 dog er i flertal med en Car Guy, en HubAuto Corsa, en Spirit Of Race og en T2 Motorsports bil. BMW M6 GT3 er godt repræsenteret med hele 3 racere – to fra Astro Veloce Motorsports og en fra FIST – Team AAI. Derudover har vi en enkelt Aston Martin Vantage AMR GT3 hos D’Station Racing, plus en enkelt Lamborghini Huracan GT3 Evo til JLOC. Her er posen godt og grundigt blandet, da vi får en masse nye hold ind, men med fabrikskørere som en del af nogle af disse programmer.

Set med danske briller, havde vi håbet på High Class Racing, men det blev desværre ikke tilfældet i år, til trods for at de meldte ud tidligere på året, at de havde planer om at deltage. Men siden da er der jo også kommet et FIA WEC program på plakaten for dem, så de har travlt med to programmer, på samme årstid.

Med internationale briller mangler vi lidt en Audi i GT kategorien. Her plejer der ellers at være mindst en med. Navne som United Autosports og Jackie Chan DC Racing er heller ikke at finde på listen, men de har ligeledes travlt med FIA WEC programmer, hvor der er planlagt to løbsweekender, undervejs i Asian LMS sæsonen – ikke at der er datosammenfald, men det giver alligevel en masse ekstra rejseaktivitet, og måske ikke fuldt fokus på begge opgaver.

Asian Le Mans Series 2019/20 starter næste weekend på Shanghai International Circuit i Kina.

Relaterede nyheder