Braun i 24 timers løb for DragonSpeed

Colin Braun har den første opgave i 2020 på plads.

Han skal køre for DragonSpeed holdet i LMP2 klassen ved 24 timers løbet på Daytona International Speedway.

Braun har stor erfaring med ORECA raceren, som holdet skal køre med. Hos CORE autosport kørte han hele 2018 sæsonen i netop en ORECA 07 Gibson, hvor det lykkedes ham at tage Pole Position samt to løbssejre sammen med Jon Bennett. Makkerparret endte med at slutte toer i mesterskabet, med kun 3 point op til DPi raceren fra Whelen Engineering med Felipe Nasr og Eric Curran i en DPi bil.

Til 2019 sæsonen valgte CORE autosport at opgradere til en Nissan DPi racer, som tidligere var blevet brugt af ESM. Det blev en rigtig svær overgang, i en sæson, som var plaget af tekniske problemer og kørefejl fra Bennetts side. Det blev dog også til en enkelt Pole Position på Canadian Tire Motorsport Park. Holdet valgte at lukke prototype programmet ned ved udgangen af sæsonen, og derfor stod Braun uden job for 2020.

Colin Braun
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Det gør han som sådan stadig, da aftalen med DragonSpeed indtil videre kun er på Daytona, hvor han skal dele bilen med Ben Hanley, Henrik Hedman, og en endnu ukendt fjerde kører. Selvom bilen skal køre hele sæsonen i LMP2 klassen, bliver det Hanley og Hedman som skal være de to faste kørere bilen. Derfor er der ikke plads til Braun gennem hele sæsonen, men potentielt kun ved de længere løb på Sebring, Watkins Glen samt Road Atlanta – Petit Le Mans.

Derfor bliver det spændende at se, hvor Braun ellers dukker op – for DragonSpeed har jo også et europæisk program i European Le Mans Series, hvor det kun er Ben Hanley som er bekræftet indtil videre.

Testen forud for Daytona 24 timers løbet køres den 3.-5. januar 2020.

Relaterede nyheder