Starworks tilbage i LMP2

Starworks Motorsport vender tilbage til LMP2 i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2020.

Holdet fra Deerfield Beach, Florida stiller til start med en helt ny ORECA 07 Gibson, hvor de indtil videre vil deltage i de 4 Michelin Endurance Cup løb plus 24 timers løbet på Daytona. Dog håber holdet på at kunne få de sidste 3 sprintløb i LMP2 kalenderen med på programmet, såfremt de finder budgettet til det.

Teamet kommer til at køre under navnet Tower Motorsport by Starworks, da John Farano og hans firma bliver omdrejningspunktet for programmet. Han får den faste Starworks kører Ryan Dalziel med bilen gennem alle afdelinger – uanset om det bliver 5 eller 8. Dertil kommer David Heinemeier Hansson, der skal være 3. kører på bilen ved de 5 lange løb. Farano vandt LMP3 titlen i European Le Mans Series i 2018, og i 2019 har han deltaget i LMP2 i det samme mesterskab. Aktuelt deltager han i Asian Le Mans Series for RLR MSport, hvor holdet vandt åbningsløbet i Shanghai for et par uger siden.

ORECA 07
Photo: ORECA

David Heinemeier Hansson kører aktuelt i FIA World Endurance Championship for Team Project 1 Porsche i GTE Am, men har vekslet mellem LMP2 og GT biler gennem de seneste mange sæsoner. Senest sad han i en LMP2 bil ved 24 timers løbet på Le Mans 2019. Faktisk var han på det generelle podie i 2017, indtil holdet blev frataget denne position. DHH anses som en af de bedste “ægte” sølvkører i sportsvognsverdenen, men bliver oftest overskygget af unge kørere, som kommer fra Formel 2 eller Formel 3, og er mere eller mindre professionelle, som gentlemen kørerne med samme Sølvstatus har store problemer med bare at komme i nærheden.

Ved 24 timers løbet på Daytona tager holdet også en 4. kører med i bilen. Det bliver ingen ringere end Nico Lapierre, som skal hjælpe holdet til at vinde de eftertragtede Rolex ure. Lapierre er tidligere Toyota Gazoo Racing fabrikskører, og vandt FIA WEC LMP2 titlen samt 24 timers løbet på Le Mans i 2019 for Signatech Alpine Matmut holdet. Derudover vandt han åbningsløbet i FIA WEC 2019/20 med det helt nye LMP2 hold, Cool Racing.

Starworks Motorsport har stor erfaring med ORECA biler, da de gennem mange år kørte med FLM09 bilen, som var kendt som LMPC bilen i American Le Mans Series samt IMSA. Holdet har vundet både 24 timers løbet på Le Mans, men også 12 timers løbet på Sebring, og ikke mindst FIA WEC LMP2 titlen i 2012.

DHH har tidligere kørt for holdet i 2016, mens Dalziel og Lapierre har været holdkammerat hos ESM i bl.a. FIA WEC.

Holdet skal samles for første gang den 3.-5. januar, hvor ROAR Before The 24 testen køres, inden 24 timers løbet køres 3 uger senere. Bilens design præsenteres i den nærmeste fremtid.

Relaterede nyheder