Corvette også med på Sebring

Corvette Racing kommer også til start ved 1000 Miles of Sebring løbet, som er FIA World Endurance Championship afdelingen, der køres dagen inden 12 timers løbet, som til gengæld tæller til IMSA WeatherTech SportsCar Championship.

Det amerikanske hold var også til start i 2019 udgaven, hvor det var Antonio Garcia, Jan Magnussen og Mike Rockenfeller som var de tre kørere på FIA WEC bilen.

I år stiller de til start med C8.R modellen, som får sin FIA WEC debut på COTA banen om tre uger. Dermed når Corvette at køre to løb i FIA WEC inden 24 timers løbet på Le Mans, som ACO gerne stiller som krav, for at Balance Of Performance kan udregnes rigtigt.

Corvette Racing #3
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Corvette Racing debuterede med C8.R modellen ved 24 timers løbet på Daytona sidste weekend, hvor det gik mere end respektabelt for #3, som sluttede løbet på 4. pladsen, men flere gange var oppe at snuse til podiepladserne. #4 løb ind i et motorproblem cirka halvvejs i løbet – en reparation som tog næsten 8 timer, inden de var tilbage på banen. Derfor gik resten af løbet blot ud på at få så mange data som muligt kørt hjem.

Den næste afdeling af FIA World Endurance Championship 2019/20 køres på COTA banen den 23. februar, hvor Corvette Racing indtil videre heller ikke har annonceret nogle kørere til.

Relaterede nyheder