Daytona lukker op for fans

Når IMSA WeatherTech SportsCar Championship genstarter sæsonen på Daytona International Speedway den 4. juli, kommer der til at være tilskuere til stede.

Det bliver dog maksimalt 5000 tilskuere, og så skal alle sammen komme fra Florida, da de ikke tillader fans fra andre stater.

Tilskuerne må opholde sig på enten hovedtribunen, eller i et specielt afgrænset campingområde, hvor folk må sidde ved eller ovenpå deres Autocampere.

Alle tilskuerne vil blive tjekket inden de kommer ind på banen, og så skal de bære masker under hele opholdet på banen. Derudover skal de holde 6 fods afstand til andre tilskuere.

Corvette Racing #3 & Acura Team Penske #7
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Der bliver ikke nogen autograftimer, og ej heller adgang til paddock området, som ellers plejer at være åben for tilskuerne på Daytona.

Men bare det at der bliver lukket tilskuere ind, er en stor ændring i forhold til de seneste måneder. De første NASCAR løb foregik bag helt lukkede døre, og helt uden tilskuere, og med kun meget begrænset adgang for medier, og hvor alle hold og kørere skulle ind og ud af banen på samme dag.

NASCAR er også organisationen bag IMSA, men det er lidt nemmere at begrænse antallet af tilskuere til IMSA løbene end til NASCAR løbene.

IMSA løbet på Daytona banen, bliver et 2 timer og 40 minutters løb, på præcis samme layout som 24 timers løbet også køres, og kommer til at starte 18.05 lokal tid, og slutter efter mørkets frembrud.

Relaterede nyheder